Besparelser på ældreområdet i Herning kan koste liv, advarer Ældre Sagen

Kommunen skal nu komme med en redegørelse til ministeren.

3:30
Ældre Sagen og en pårørende kritiserer i skarpe vendinger de besparelser, som politikerne i Herning Kommune har indført på ældre- og handicapområdet.
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Besparelserne i ældreplejen i Herning Kommune har nået et niveau, hvor det kan koste liv.

Det mener Ældre Sagen, der nu vil have ældreminister Mette Kierkgaard (M) på banen.

- Vi frygter, at der sker flere dødsfald, siger Birgit Houmark, der er næsteformand i Ældre Sagen Herning.

Lørdag har DR i detaljer beskrevet, hvordan et notat bestilt af Social- og Sundhedsudvalget kortlægger konsekvenserne af de besparelser, man vedtog i januar.

Birgit Houmark er næsteformand i Ældre Sagen Herning. Hun er meget kritisk over for de gennemførte besparelser.
Birgit Houmark er næsteformand i Ældre Sagen Herning. Hun er meget kritisk over for de gennemførte besparelser.
Foto: Jesper Mortensen, TV MIDTVEST

Besparelserne betyder blandt andet, at kommunens ældre maksimalt kan få ét bad om ugen.

Samtidig er kvaliteten af den udførte pleje udfordret, som det hedder i notatet.

- Der er kommet store besparelser, som har for stor indflydelse, siger Birgit Houmark.

Mor fik for lidt væske

Pårørende Verner Riis mistede for nylig sin 92-årige mor. Han fortæller, at hun oplevede flere forringelser, da besparelserne trådte i kraft omkring nytår.

- Jeg har en fornemelse af, at sandet rendte hurtigere ud af timeglasset, end det kunne have gjort. 

I forbindelse med en omgang roskildesyge var Verner Riis' mor ifølge ham så dehydreret, at hun faldt og fik flere brud og en hovedskade.

I den forbindelse fortalte en læge på Regionhospitalet Gødstrup ifølge Verner Riis, at faldet kunne have været undgået, hvis moren havde fået nok væske.

- Jeg håber ikke, at jeg bliver en del af en pleje og omsorg på det her niveau, konkluderer han.

Uværdig ældrepleje

Hos Ældre Sagens lokalafdeling var man allerede inden gennemførslen af besparelserne kritisk.

Derfor vækker notatet også flere kritiske røster fra Birgit Houmark.

- Det er meget uværdigt over for de ældre, der har betalt skat ind til kommunen i hele deres liv, siger hun.

Verner Riis fortæller, at hans mor ikke fik den væske, hun havde brug for.
Verner Riis fortæller, at hans mor ikke fik den væske, hun havde brug for.
Foto: Jesper Mortensen, TV MIDTVEST

Joan Hansen (V), der er formand i Social- og Sundhedsudvalget i Herning Kommune, har ikke ønsket at stille op til et nyt interview om notatet.

Hun henviser i stedet til det svar, hun gav TV MIDTVEST  24. maj. Her fortalte hun, at udvalget havde brug for et nyt notat, der kan redegøre for, hvordan man kan afbøde de værste "borgerkritiske ting indenfor budgetrammen".

Minister går ind i sagen

Konsekvenserne ved besparelserne vækker genlyd hos ældreminister Mette Kierkgaard.

- Jeg bliver dybt bekymret.

- Jeg har bedt Herning Kommune om en redegørelse, siger ministeren.

Derudover har Mette Kierkgaard bedt Styrelsen for Patientsikkerhed vurdere om der er behov for et skræpet tilsyn med Herning Kommune.

- Jeg har indtryk af, at kommunen deler opfattelsen af, at det er uacceptable forhold for ældre mennesker med plejebehov, siger hun.

Ældreminister Mette Kierkgaard har nu bedt kommunen om at redegøre for sagen.
Ældreminister Mette Kierkgaard har nu bedt kommunen om at redegøre for sagen.
Foto: Helle Eriksen, TV Syd

På et møde tirsdag skal partierne bag kommunens budget for 2023 se nærmere på konsekvenserne for social- og ældreområdet.

- I forligskredsen har vi brug for at få en status på sagen. Skal der tages en beslutning om noget, skal det ske i forligskredsen, siger borgmester Dorte West (V) til Herning Folkeblad.