Arbejdsulykke har ændret Lottes liv for altid: - Jeg føler mig ikke så meget værd mere

Lotte Aagaard fra Herning har skiftet livet som brandmand og redder ud med et flexjob som konsekvens af en arbejdsulykke.

En arbejdsulykke i 2016 ændrede Lotte Aagaard liv for altid. Foto: Jan Ebbesen, TV MIDTVEST

I 2016 ændrede Lotte Aagaards liv sig for altid.

Hun arbejdede som brandmænd og redder, og netop under udførelsen af det arbejde, kom hun alvorligt til skade.

- På alle parametre har det ændret mit liv.

Som redder skulle hun under en transport sænke båren, som en patient lå på, da patienten selv ville gå af. Idet Lotte Aagaard skal til at sænke båren, klapper den sammen, og hun ryger selv med ned. Resultatet bliver et ordentlig smæld i ryggen og en sygemelding på fire måneder.

I perioden efter går hun til en række forskellige behandlinger for at forsøge at komme de mange smerter i ryg, lænd og ben til livs. 

Det har jo sat mit liv stort set i stå. Jeg føler mig ikke så meget værd mere. Jeg har ikke kunnet være så meget for mine børn, som jeg gerne ville, når jeg støvsuger mit hus, er det også lidt af gangen.

Lotte Aagaard

- Så er jeg tilbage et halvt års tid, og der knækker jeg så helt sammen og kan ikke mere.

- Jeg var på vej på arbejde og begynder at græde, og jeg kan ikke finde ud af, hvor jeg er henne og må så køre ind til siden. Jeg kan ikke finde ud af noget, så der går jeg op til lægen og får en snak med hende om, hvad der skal ske.

I dag er hun godkendt til flexjob. Hun arbejder hver uge fem timer hos et tømrerfirma, hvor hun blandt andet sætter skruer på plads og fejer gulvet. Tunge løft er der ikke længere noget af.

Og Lotte Aagaard, der før var meget social anlagt, bliver hver dag mindet om ulykken i 2016 .

Læs også Arbejdsulykke i Tarm: Betonvæg kollapset over person

- Det har jo sat mit liv stort set i stå. Jeg føler mig ikke så meget værd mere. Jeg har ikke kunnet være så meget for mine børn, som jeg gerne ville. Når jeg støvsuger mit hus, er det også lidt af gangen. Socialt er jeg heller ikke så meget på mere. Økonomisk betyder det også en hel del.

Alligevel er hun taknemmelig over, at hun har muligheden for at komme ud at arbejde bare en smule.

- Jeg skal jo lære at leve med det, jeg har nu, og blive glad for det, for det er jo der, jeg er.