Apo overlevede 15 dage i Norges ødemark: Sådan har han det i dag

Husker du hunden Apo, der forsvandt i Norges fjelde for et år siden? I dag har han det godt, og har fået en drone opkaldt efter sig.

Sådan ser Apo ud i dag.
Sådan ser Apo ud i dag.
Foto: Privatfoto

Familien Rosendal fra Herning holdt sidste år nytår i Geilo i Norge.

Men nytårsaften udviklede sig til et mareridt, da deres dengang 10-årige hund Apo løb væk, fordi han blev skræmt af fyrværkeri.

15 dage senere blev Apo fundet i den kolde natur, og dengang havde hundens ejer Matilde Rosendal ikke forestillet sig, at de stadig skulle have ham den dag i dag.

- Jeg kan huske, jeg sagde til min far, at bare han fik en uge herhjemme, så han fik en uge i fred, så var jeg glad, siger hun.

- Bare det, at vi fik ham hjem, så han kunne få en rolig død, det var alle pengene værd.

Men Apo havde ikke tænkt sig at dø, og har det i dag over al forventning, fortæller Matilde Rosendal.

Spændt på nytåret

Men selvom den gamle hund har det godt, er der stadig spor efter de kolde januardage i Norges fjelde. Apo er blevet noget mere lyd-sensitiv, og derfor ser familien også på den kommende tid med bekymring .

- Jeg er noget spændt på nytår i år, for at sige det mildt, siger Matilde Rosendal.

- Hvis en klapper i hænderne, så sidder han og ryster oppe i sofaen.

Også Apos pels er stadig mærket af hans forsvinden. Den blev meget kruset efter dagene i ødemarken, og da det ikke kunne redes ud, måtte familien klippe ham. Det gjorde, at den inderste pels også blev kruset, og nedkølingen har gjort Apo mere ømskindet, så han ikke kan lide at blive friseret.

- Det ved man jo selv, hvis man har haft en sol- eller frostskade, så bliver huden mere sensitiv, siger Mathilde Rosendal.

Så han og familien må acceptere den nye kortere og mere krusede frisure.

Trods de mindre skavanker, Apo har pådraget sig, er familien bare glade for, at de stadig har en glad, gammel hund. Og selvom man skulle tro, han havde fået rigeligt med sne og frost de 15 dage i januar, løber Apo glædeligt rundt i den nyfaldne december-sne.

- Det er over al forventning, at vi sidder her et år efter, og vores største bekymring er, hvordan vi kommer gennem nytåret, siger Matilde Rosendal.

Her står familien Rosendal med Apo og mange fra eftersøgningsholdet tilbage i januar 2022.
Her står familien Rosendal med Apo og mange fra eftersøgningsholdet tilbage i januar 2022.
Foto: Hallingdølen

Fået drone opkaldt efter sig

Over 100 lokale frivillige hjalp til med at lede efter Apo de 15 dage i januar. 

De startede en indsamling til eftersøgningen af Apo, og sideløbende brugte de også Apos forsvinden som anledning til at samle ind til en varmesøgende drone. Den skulle hjælpe de frivillige i arbejdet med at finde forsvundne dyr og mennesker i sneen. For eksempel efter laviner, fortæller Matilde Rosendal.

- De mente, at havde de haft dronen dengang (de ledte efter Apo, red.) kunne de nok have fundet ham ret tidligt, siger hun.

Matilde Rosendal har siden januar løbende været i kontakt med de lokale frivillige, der har hørt til, hvordan det går med Apo. Og i sommer tikkede der pludselig et billede ind i indbakken.

Det var lykkedes de frivillige at samle 300.000 ind til købet af en varmesøgende drone - og den bærer navnet Apo. 

Det glæder Matilde Rosendal, at Apos forsvinden trods alt har båret noget positivt med sig.

- Nu kan de bruge den til laviner og når folk og dyr forsvinder, siger Matilde Rosendal.

- Jeg synes, det var så fint, de brugte Apo. De var omkring 40 mennesker, der ledte i døgndrift, så jeg så det også lidt som en belønning til de mennesker, for de ville så gerne have den (dronen, red.).

Her kan du se billeder af dronen Apo.