Anton har ikke været i skole i snart et år

11-årig dreng med autisme trives ikke i skolen. Landsforeningen Autisme mener, at kommunerne generelt er for dårlige til at håndtere børnene.

1:50
Foto: Karsten Mortensen, TV MIDTVEST

Mange børn med autisme går ikke i skole.

Landsforeningen Autisme oplyser, at hvert tredje barn med diagnosen ikke har en fast skolegang. Og foreningen kritiserer kommuner og skoler for at være for dårlige til at håndtere børnene.

- Børnene er angste for at komme i skole. De kan ikke overskue det, siger Søren Dalgaard, der formand for Landsforeningen Autisme Midtvest.

Han peger på, at mange specialskoler mangler ressourcer, og at skoler, hvor autisterne er inkluderet blandt andre børn, ikke er gearet til at klare udfordringen.

-  Børn med autisme har en manglende forestillingsevne, og derfor skal de hele tiden vide, hvad der skal ske. Der skal være et skema, og det skal holdes. siger Søren Dalgaard.

Pernille Krog fra Herning kender alt til udfordringerne. 

Det er snart et år siden, hendes 11-årige dreng Anton har været i skole. Han er tilmeldt en specialskole i Herning, men fik sidste år et sammenbrud, da han skulle skifte fra indskolingen til mellemtrinnet. 

Han blev senere indlagt på en børnepsykiatrisk afdeling og har siden gået derhjemme hos sin mor, Pernille Krog, som nu har sat hans hverdag i system.

- Han er meget afhængig af struktur og forudsigelighed - men også at der er nogle meget dygtige mennesker, som ved, hvad han har brug for, siger hun.

Dorte West, der er formand for børne- og familieudvalget i Herning Kommune, siger, at det generelt er svært at finde de rigtige tilbud til børn med autisme, fordi der er tale om en gruppe med mange forskellige behov. Men hun mener, at kommunen har meget gode tilbud og oplever, at brugerne er meget tilfredse.