Ansatte på nyt sygehus bliver lært op med LEGO: - Vi skal fungere fra dag et

Sygehusene i Herning og Holstebro skal blive til et stort hospital i Gødstrup. For at det kan lykkes, skal medarbejderne lege med legoklodser.

- Vi har altså stadig et problem med de der containere!

Sygeplejerske og kvalitetskonsulent Karoline Bech står for enden af et bord fyldt med LEGO.  

Sammen med er social- og sundhedsassistenter og sygeplejersker fra sterilcentralerne i Holstebro og Herning leger hun i dag med LEGO efter fyraften.

Men det er dog ikke ren leg. De er nemlig i gang med at gennemgå deres arbejdsgange på det kommende supersygehus i Gødstrup. Containerne er i dag små klumper af legoklodser, men snart bliver de til virkelighedens arbejdsredskaber for sygehusmedarbejdere.

- Vi skal bare fungere fra dag et. Hvis vi ikke kan få vasket udstyret fra operationerne og sikre, at det er klart til nye opgaver, så går hele hospitalet i stå, fortæller social- og sundhedsassistent Marianne Bach Nielsen.

Medarbejderne møder ind som legomænd

Marianne Bach Nielsen og hendes kollegaer kan denne aften se deres kommende arbejdsplads tegnet op på den dug, der ligger på bordet i mødelokalet i servicebyen i Gødstrup. Den skal være rammen om en simuleret arbejdsdag på det kommende storhospital.

Legen går i gang og værktøj fra knæoperationer kommer i en lind strøm med små selvkørende robotter til sterilcentralen, og det skal vaskes hurtigst muligt. I takt med, at medarbejderne møder ind på den fiktive arbejdsdag, bliver de til små legomænd på dugen på bordet.

- Vi har fundet ud af, at det fungerer rigtigt godt at køre en hel arbejdsdag igennem sådan her. Det er nemmere for medarbejderne at visualisere, hvordan deres dag forløber, og om de støder på nogle nye udfordringer i et nyt arbejdsflow, siger udviklingskonsulent Karoline Bech.

Også øvelser i fuld skala

Efter tre timers intens trafik af små robotter, beskidte instrumenter og skift af personale er legen på voksdugen ved at være slut. Om et lille års tid rykker personalet ind i den rigtige sterilcentral for at lave øvelserne i fuld skala. 

De første instrumenter fra virkelige operationer bliver taget i brug i begyndelsen af 2021.

Sygehusene i Herning og Holstebro skal blive til et stort hospital i Gødstrup. For at det kan lykkes, skal medarbejderne lege med legoklodser.
Foto: Morten Thomsen, TV MIDTVEST

Læs flere artikler fra Herning eller i kategorien Sundhed.