Ansat ejer nu lidt af Bravo Tours: - Det er Herning-DNA

Bravo Tours var helt nede og vende sidste år, da de gik konkurs. Men flere har investeret i Herning-virksomheden for at sikre, at byens rejsebureau nu også bliver i byen.

5:46

Det var alt andet end bravo, da den mangeårige rejsegigant Bravo Tours sidste år måtte lukke og slukke, fordi dens moderkoncern bukkede under på grund af Corona.

Alligevel, eller måske netop derfor, valgte den kommercielle direktør i firmaet, Gitte Søndergaard, at investere penge i sin egen arbejdsplads.

- Vi skulle have Bravo Tours tilbage på lokale hænder, så det kæmpede vi for dag og nat. Der var et forløb på 16 dage, hvor interesserede kunne byde, og selv budprocessen var vildt kaotisk. Jeg følte mig som en del af en fiskeauktion. Det gik så stærkt, og der var mange fjendtlige overtagelser i sigte. Det var en risiko på det tidspunkt, siger hun.

Direktør og stifter af Bravo Tours, Peder Hornshøj, og en investorkreds kom i sidste ende med det største bud - et tocifret millionbeløb. Ny medinvestor var den 41-årige Gitte Søndergaard med syv års ansættelse i firmaet.

- Det handlede om, at jeg gerne ville vise dem, der ellers er med, at jeg tror på projektet. Og så handler det for mig også om, at det her er en familie – det er Herning-DNA, og det er vigtigt, vi bevarer det her fyrtårn i byen, siger hun.

Godt, vi ikke kan se seks måneder frem

I dag er der 26 medarbejdere tilbage efter genrejsningen. DNA´et og Herning-ånden har fået kamp til stregen af Corona.

- Året har været en stor rutchebanetur. Det begyndte i marts, hvor det utænkelige skete - Verden lukkede ned, og man tog muligheden for at drive forretning fra os, og det fortsætter. Jeg bliver ved med at sige til mig selv, at det er godt, jeg ikke kender seks måneder frem, siger Gitte Søndergaard.

For kommerciel direktør Gitte Søndergaard har det gjort en stor forskel at blive medejer.

- Nu har jeg hænderne på kogepladen, og jeg føler et endnu større ansvar overfor de medarbejdere, som vi har taget med. Vi skal bare lykkes, siger hun.