Annette Lind: Man har holdt kommunerne for nar

Efter en lang proces har regeringen meldt ud, at den nye politiskole skal ligge i Herning. Annette Lind (S) er skuffet over håndteringen af sagen.

annette_lind.jpg

Der er rigtig mange kommuner, der godt kunne tænke sig en politiskole. Derfor har de den seneste tid været på overarbejde for at vinde skolens placering. Nu har regeringen meldt ud, at de agter at placere den nye skole i Herning.

- Jeg synes, man har holdt kommunerne for nar, når de bliver kaldt til samråd, og de bliver bedt om at komme med fine planer, og så kommer regeringen bare med sådan en udmelding, siger Annette Lind fra Socialdemokratiet.  

Det er over et år siden, at et bredt flertal på Christiansborg besluttede at opføre en ny politiskole i det vestlige Danmark, og selvom Annette Lind er skuffet over håndteringen af forløbet, så glæder hun sig over valget.

- Jeg glæder mig selvfølgelig over, at den er kommet til det midt- og vestjyske, selvom jeg helst så den komme til Holstebro eller Skive. Jeg ville især gerne have haft den til Holstebro, så den sammen med den nye politibygning kunne skabe en god synergi , siger Annette Lind.

Formålet med en ny skole er at få uddannet flere betjente hurtigere til et hårdt presset dansk politikorps.