Anna deler ubehagelig oplevelse: - Hvem fanden kører fra to skadede dyr?

Anna Jensen blev chokeret, da hun opdagede to sårede krondyr i vejkanten på Holstebromotorvejen. Nu deler hun sin oplevelse for at sprede et budskab.

Det var dette syn, der mødte Anna Jensen, da hun stoppede op på Holstebromotorvejen for at hjælpe to sårede dyr.
Det var dette syn, der mødte Anna Jensen, da hun stoppede op på Holstebromotorvejen for at hjælpe to sårede dyr.
Foto: Privatfoto / Anna Jensen

- Hvem fanden kører fra to skadede dyr?

Sådan lyder det i et Facebookopslag fra Anna Jensen fra Ikast, efter hun tirsdag valgte at dele en ubehagelig oplevelse, hun havde haft på Holstebromotorvejen ud for Sinding.

Her opdagede hun til sin store forbavselse to sårede krondyr i vejkanten. Begge var overladt til sig selv.

- Jeg kunne bare se, der var noget helt galt, da jeg kom kørende mod Herning. Jeg så et såret krondyr i rabatten, som prøvede at rejse sig, og da jeg så et krondyr mere ligge i vejkanten holdt jeg ind, forklarer Anna Jensen overfor TV MIDTVEST.

- Den ene åndede ud, lige som jeg nåede frem. Den lå i sine sidste krampetrækninger. Den anden kæmpede for at komme på benene igen, og jeg nåede at blive bange for, at den ville rende ud på vejen. Det kunne have endt helt galt i et nyt trafikuheld. Jeg nåede at tænke rigtig mange tanker lige der.

- Det var frygteligt uværdigt for dyret

Nu skulle der handles hurtigt. Anna Jensen ved fra hendes mand, der er jæger, at et såret krondyr kan vandre langt trods store skader.

Hun ringede til politiet, der fortalte hende, hun skulle ringe til Dyrenes Beskyttelse på 1812. Her blev Anna Jensen sendt videre til Vejdirektoratet, som ville tilkalde en jæger med en schweisshund.

Meldingen lød på en times ventetid.

Det ene af de to krondyr døde, lige som Anna Jensen nåede frem. 
Det ene af de to krondyr døde, lige som Anna Jensen nåede frem. 
Foto: Privatfoto / Anna Jensen

- Det var frygteligt uværdigt for dyret at ligge der. Det klagede sig og skreg, og det var meget ubehageligt at høre på.

- Sammen med en hjælpsom lastbilchauffør tog jeg en hurtig beslutning om at få aflivet dyret, så det ikke skulle lide i en hel time, forklarer Anna Jensen.

Flere tusind delinger på Facebook

Anna Jensens Facebookopslag er i skrivende stund blevet delt mere end 4.000 gange, mens 6.000 har liket hendes budskab om, at det er en dårlig idé at køre fra et dyr, som er blevet såret efter påkørsel.

- Jeg er glad for, at budskabet er nået ud, og jeg er overvejende blevet mødt med positive kommentarer.

- Der har dog været nogen, som har været vrede på mig over, at jeg har taget billeder af dyr i nød. Men jeg kan fortælle, at dyret ikke led i ret lang tid, efter vi nåede frem. Så jeg er glad for, jeg tog et billede for at sætte fokus på det her, forklarer Anna Jensen.

Herunder kan du læse Anna Jensens opslag på Facebook.