Anklager i drabssag: Tiltalte har intet alibi

Sagen om drabet i Videbæk nytårsaften 2015 nærmer sig sin afgørelse. Forsvarer og anklager har nu sagt de sidste ord.

Dødsbrand Videbæk

Fredag var sidste dag i Retten i Herning, før seks nævninge i næste uge skal tage stilling til, om tiltalte, en 48-årig mand fra Herning, er skyldig i drabet på Hanne Birgitte Thrige Pedersen i Vium ved Videbæk nytårsaften 2015.

Ved sidste retsmøde kom anklager og forsvarer med de sidste ord under proceduren.

Som helt fra retssagens begyndelse mente anklager Pia Koudahl, at tiltalte er skyldig i alle fire forbrydelser, manddrab, brandstiftelse, databedrageri og tyve, som han er tiltalt for.

- Om tiltalte er gerningsmand er bygget omkring indicier, som understøttes af vidneforklaringer og beviser, men vi har nok til at se, at han er skyldig, sagde anklageren i sin procedure.

Hun lagde især vægt på, at tiltalte er den eneste person, der kan knyttes til gerningsstedet den 31. december. Han var i området og har også selv sagt, at han besøgte Hanne Pedersen om formiddagen.

Anklageren mente desuden, at tiltalte havde et motiv til at slå Hanne Pedersen ihjel, fordi han var vild med hende, men hun var ikke vild med ham.

Ikke muligt at underbygge tiltaltes forklaring

Ifølge anklageren har tiltalte intet alibi fra mellem kl. 17.45 og 19.08, som er tidspunktet, hvor drabet formentlig er sket, fordi der her er forsøgt overført flere beløb via MobilePay fra Hanne Pedersen til den tiltalte 48-årige mand.

Ingen vidner har set den 48-årige på sin egen adresse på det tidspunkt, hvor han ellers har forklaret, at han var.

- På trods af omfattende efterforskning har det ikke været muligt at underbygge tiltaltes forklaring på noget tidspunkt. Alt peger på, han er gerningsmanden, sagde anklageren.

Hun understregede desuden, at drabet var nøje planlagt, og at det var meningen, at Hanne Pedersen skulle dø. Obduktionen har vist, at hun døde ved kvælning med en ledning med gaffatape for luftvejene.

Forsvarer påstår frifindelse

Forsvarer Charlotte Krarup mente, at der er slående mangel på konkrete og håndgribelige beviser, og tiltalte skal derfor frifindes i alle punkter i anklageskriftet.

Hun mente i modsætning til anklageren ikke, at tiltalte ønskede en kæresterelation til den dræbte, men at han var almindeligt flirtende i sine beskeder, og hun understregede, at han havde en kæreste i forvejen.

Der er ingen tekniske beviser på, at tiltalte var på den dræbtes adresse på gerningstidspunktet, og hans DNA er heller ikke fundet på adressen.

Forsvareren medgav i sin procedure, at tiltaltes forklaring kan virke tilrettet og divergerende, og hun påpegede, at tiltalte af og til lyver.

- Det er nemt at få ham på gyngende grund, og det ligger til ham at fortælle historier, sagde hun under sin procedure.

På onsdag tager nævningene stilling til, om tiltalte er skyldig.