Anders sælger tørret frugt til din gin og tonic

Anders Rusbjerg Jensen er vild med gin og tonic. Derfor gik han for tre år siden i gang med at sælge tilbehør, der kan gøre drinken endnu bedre.

2:05
Anders Rusbjerg Jensen er egentlig uddannet multimediedesigner og arbejder i IT-branchen, men i sin fritid tørrer hans frugt og tjener penge på det.
Foto: Kåre Rolf Hansen, TV MIDTVEST

Hvis du en dag kommer forbi Shell-tanken i Vildbjerg, så prøv at tage et kig ind ad vinduerne til den gamle butik. Lokalerne bliver ikke længere brugt til salg af sodavand og køresnolder, men i stedet kan du se en mand og hans tørrede frugt.

Manden hedder Anders Rusbjerg Jensen, og på en kold vinterdag for tre år siden sad han med en drink i hånden og fik en idé til et iværksættereventyr. Han ville sælge tørret frugt til gin og tonics.

Det første år gik det stille og roligt, men da coronaen ramte i 2020 tog hans forretning pludselig fart og vækstede med 1000 procent i omsætning. Danskerne var mere hjemme, hvor der blev hældt op i drinksglassene, og flere fik derfor øjnene op for at give sin gin og tonic et pift.

- Man skulle have bedre gin, bedre tonic, og så skulle man have noget at putte i, så det blev ekstra lækkert, og det ramte heldigvis min webshop, og så har jeg ikke set mig tilbage siden da, siger stifteren af frugtskiver.dk.

Fagbegrebet for den tørrede frugt er ’garnish’, men det er egentlig bare helt almindelige frugter som citron, æble og mango, Anders Rusbjerg Jensen tørrer i sine dehydratorer over 24 timer. Når tiden er gået, er frugtskiverne knastørre og kan holde sig i over et år.

- Når du tilsætter en tør frugtskive til sin gin, så begynder ginen at komme ind i frugten, og derefter begynder de æteriske olier at sive ud i ginen, og det er det, der giver smag, siger garnish-producenten.

Salget af gin er firdoblet

Og det er ikke kun Anders Rusbjerg Jensen, der har en fornemmelse af, at danskerne er blevet virkelig glade for gin. I Coops analyseafdeling kan de også mærke, at flere flasker af den alkoholdige enebærdrik bliver lagt i kundekurven.

- Siden 2015 er danskernes forbrug af gin næsten firdoblet. Så der er flere, der drikker gin, og det er typisk de unge mennesker, siger kommunikations- og analysechef Lars Aarup.

Ifølge ham er gin en del af et modefænomen inden for bitre smagsstoffer, som har stået på de seneste år. Han peger blandt andet på de mange varianter og muligheder inden for gin som en del af årsagen til succesen.

- Gin er bare noget, man kan fordybe sig i, og man kan lave det på mange måder. Du kan tilsætte forskellige former for smage, og du kan også få den i lyserød. Der er bare et voksende marked, siger Lars Aarup.

Udover gin og tonics fremhæver han også aperol spritz som en drink i fremgang.

40 forskellige slags

I Vildbjerg er Anders Rusbjerg Jensen godt tilfreds med sin lille virksomhed, selvom han ikke kan leve af den. Den har dog vokset sig så stor, at han har ansat to deltidsmedarbejdere, ellers kunne han aldrig selv holde fri.

- Det er ikke målet at komme til at leve af det, og hvis væksten fortsætter, vil jeg også hellere sætte mine ansatte op i tid eller skabe en deltidsstilling mere, siger han.

For ham handler det om at kunne levere et produkt til markedet, som han selv manglede, og så gør det heller ikke noget, at andre også kan lide hans frugter.

- Det sjoveste er, at der sidder nogen derude og køber det, bruger det i deres gin og får en fornøjelse ud af det, siger Anders Rusbjerg Jensen.

Frugtskiver.dk sælger omkring 40 forskellige typer af tørrede frugter og såkaldte 'botanicals', der er en form for ekstra krydderi til gin.