Alternativet etableres i Herning

Alternativet stifter den anden midt- og vestjyske lokalforening i Herning og stiller op ved kommunalvalget i 2017.

Billede fra sommermøde i Alternativet
Billede fra sommermøde i Alternativet

Over 8500 medlemmer på landsplan, over 400 medlemmer i Vestjylland og over 50 medlemmer i Herning bliver nu vekslet til den anden vestjyske lokalforening af Alternativet udover Holstebro.

Lokale medlemmer af partiet Alternativet har stiftet lokalforeningen “Alternativet i Herning”, der fremover repræsenterer partiet i Herning Kommune, og hvis vigtigste opgave er at arbejde for at partiet bliver repræsenteret i byrådet ved kommunalvalget i 2017.

- Vi vil arbejde for at præge den lokale politiske kultur ud fra begreberne ”åbenhed, tolerance og mod”, og med udgangspunkt i Herning Kommune vil vi arbejde for at gøre værdipolitik til noget andet og mere end blot ensidige holdninger flygtninge og indvandrere, siger den nyvalgte formand, Bruno Skibbild Christensen.

Han peger på, at Alternativet på landsplan har bidrabet med nye og forfriskende politiske input, og at partiforeningen lokalt på tilsvarende vis vil arbejde for at skabe politisk nytænkning og vise nye veje i det politiske arbejde.

- Vi vil for eksempel gerne gøre op med begrebet ”nødvendighedens politik”, som gennem en årrække har været en stopklods for nye tanker, ideer og innovative forslag, men som i virkeligheden er udtryk for en initiativdræbende politisk dovenskab, forklarer Bruno Skibbild Christensen.

Han mener, at Alternativet kan være med til at nuancere udviklingen i Herning Kommune blandt andet med klare budskaber om et godt og rent miljø, om en forstærket indsats for iværksættere og ved at tage en mere generel debat op om, hvordan kommunens skal udvikle sig bæredygtigt i de kommende år.

Han er heller ikke i tvivl om, at disse værdier har gjort, at man nu ser mennesker, der aldrig tidligere har følt sig hjemme i politik, involvere og engagere sig. 

- Det betyder, at vi i medlemskredsen både har folk, der er politiske novicer og folk, der har lange partiforhold med sig fra både Venstre, Radikale og Socialdemokratiet, siger Bruno Skibbild Christensen.

Den nye lokalforenings første initiativ bliver den 2. april, hvor partiet vil være synlige med en af de allerførste aktiviteter, Klimaets Dag, som understreger partiets satsning på et sundt og rent miljø.