Akut hjælp fra Herning: Beredskabsstyrelsen sender nødhjælp til Libanon
Beredskabsstyrelsen i Herning har pakket 600 kemikaliebeskyttelsesdragter, der nu er blevet sendt til Libanon.
Der er blevet pakket på livet løs hos Beredskabsstyrelsen i Herning. De fik nemlig onsdag til opgave at pakke 600 kemikaliebeskyttelsesdragter. Dragterne er akut blevet sendt til Libanons hovedstad, Beirut, hvor de lige nu kæmper efter en stor eksplosion i en lagerbygning.
- Dragterne gør det muligt at beskytte sig selv, når man skal ind og arbejde med det kemikalieudslip, der har været på ulykkesstedet, fortæller sektionsleder i Beredskabsstyrelsen i Herning, Brian Christensen.
Kemikaliedragterne er netop nødvendige, da eksplosionen i Beirut skyldtes store mængder sprængfarlige stoffer i form af ammoniumnitrat. Stoffer, der blev beslaglagt fra et skib tilbage i 2013. Dragterne fra Herning er tiltænkt de mange nødhjælpsarbejdere, som lige nu er i gang på ulykkesstedet.
- Libanon har anmodet om hjælp til det internationale samfund, og så har Danmark besluttet, at vi kan matche det behov, de har, og vi kan undvære de her beskyttelsesdragter lige nu, siger Brian Christensen.
Venter på fly
Pallerne med dragterne står klar på adressen i Herning, men sektionslederen mangler stadig at finde en transportør, der omgående kan fragte de 600 beskyttelsesdragter til Beirut.
- Vi har ikke fundet en transportør endnu. Det arbejder vi på her til morgen. Det er en udfordring at finde en flyafgang derned, fordi flytrafikken er omprioriteret, så det kan være vanskeligt, siger Brian Christensen.
12 millioner kroner
Foruden de 600 dragter har Danmark også givet 12 millioner kroner i akut nødhjælp, som bliver fordelt til en række organisationer, der er til stede i Beirut.
- Vi har alle set billeder af den frygtelige eksplosion, som tirsdag ramte hjertet af Beirut. Der er brug for, at vi udviser international solidaritet og hjælper Libanon med at håndtere denne alvorlige krise. Pengene går blandt andet til de hårdt pressede hospitaler, der har akut brug for medicinaludstyr for at kunne hjælpe de mange tusinder tilskadekomne. Derudover har vi fokus på at sikre adgang til mad, vand og husly til de 200.000-300.000 mennesker, der pludselig er blevet hjemløse, udtaler udviklingsminister Rasmus Prehn, Soc.dem, i en pressemeddelelse.
En række andre europæiske lande, herunder Norge, Cypern, Holland, Tjekkiet og Polen, yder også hjælp med blandt andet sporhunde, lægehjælp, brandmænd og andre redningseksperter. Mindst 100 meldes dræbt og næsten 5.000 sårede efter eksplosionerne i Beirut.