Aktionærer kritiserer Vestjysk Banks plan om at flytte hovedsæde: - Det er en skuffelse

Flere aktionærer er utilfredse med udsigten til, at hovedkvarteret i Vestjysk Bank skal ligge i Herning, når banken fusionerer med Den Jyske Sparekasse.

Vestjysk Bank har planer om at fusionere med Den Jyske Sparekasse. Som en del af den nye plan er der lagt op til, at bankfusionens hovedsæde skal flyttes fra Lemvig til Herning.

Men kan en bank godt hedde Vestjysk Bank og ligge i Herning? Ikke hvis man spørger den tidligere minister Søren Gade, som både er kunde og aktionær i banken.

- Det er et tab i Vestjylland, at hovedkvarteret flytter. Det er også en del af identiteten af at være vestjyde, at vi havde Vestjysk Bank liggende i Lemvig. Jeg ved ikke, om den skifter navn til Midtjysk Bank, men det er da en skuffelse som vestjyde, at hovedkvarteret flytter, siger han.

I dag er Søren Gade medlem af Europa-Parlamentet for Venstre, men i mange år var han folketingsmedlem. Og i 2012, da Vestjysk Bank var i en dyb økonomisk krise, gav han en hjælpende hånd.

I forsøget på at redde banken købte han flere aktier og opfordrede andre til at bakke op for at bevare et lokalt pengeinstitut.

Derfor er han skuffet over, at Vestjysk Bank efter den planlagte fusion med Den Jyske Sparekasse vil flytte hovedsædet fra vestkysten og længere ind i Midtjylland.

- Nu har Vestjylland brug for Vestjysk Bank, fordi mange arbejdspladser flytter fra Vestjylland, og så flytter man hovedkvarteret. Det er en skuffelse – ikke kun for mig, men for mange vestjyder.

Gårdejer ærgrer sig

Gårdejer Kristian Lundgaard-Karlshøj var i 2012 også med til at redde den dengang trængte bank. Han var med til at arrangere et folkemøde i Hjerm til støtte for Vestjysk Bank. 550 borgere deltog, og det blev betragtet som en stor succes. 

Gårdejeren tror også, at fusionen bliver en succes.

- Den sikrer en selvstændig og vestjysk bank, og at man fortsat kan drive banken, som man tidligere har gjort, siger han.

Kristian Lundgaard-Karlshøj havde også gerne set, at banken var blevet i Nordvestjylland.

- Jeg håber, at man ser på beslutningen og tænker, om det var det rigtige kompromis, eller om banken ville være styrket ved at placere den i et nordvestjysk hjørne, siger gårdejeren.

Kritikken gør indtryk

I Vestjysk Banks ledelse sidder Jan Ulsø Madsen som administrerende direktør, og han forstår frustrationen hos aktionærerne.

- Jeg kan godt forstå deres frustration og kritik. Det, vi forsøger at gøre nu, er at fremtidssikre banken, så vi stadigvæk kan træffe beslutninger lokalt for midt- og vestjyderne, fortæller Jan Ulsø Madsen.

Jan Ulsø Madsen fortæller, at det også er for at få medarbejderne med, at den nye bankfusion skal ligge i Herning.
Jan Ulsø Madsen fortæller, at det også er for at få medarbejderne med, at den nye bankfusion skal ligge i Herning.
Foto: Lars Lauridsen, TV MIDTVEST

Det er praktiske årsager, der, ifølge direktøren, har fået de to banker fra Lemvig og Grindsted til at placere hovedsædet i Herning med næsten det samme antal kilometer til begge byer.

- Vores ønske har været at få de dygtigste medarbejdere med fra begge banker. Afstanden fra Grindsted til Lemvig ville være for lang, og derfor vurderede vi hurtigt i forløbet, at hvis vi skulle få medarbejderne med, så skulle vi finde et nyt sted til hovedkontoret. Det blev så Herning, fordi det ligger relativt midt i det hele, siger den administrerende direktør.

Banken må dokumentere, at den stadig er lokal

Søren Gade kan godt se, at fusionen gør banken stærkere, men han tror alligevel, at bankens kunder forsvinder med flytningen.

- Det er altid argumentet for at foretage nogle rationaliseringer, men jeg er bare ikke i tvivl om, at tilknytningen til Vestjysk Bank for mange vestjyder vil blive mindre over årene, fortæller den tidligere minister.

Det er ord, som skærer i den administrerende direktør i banken fra Lemvig.

- Det gør da ondt, og jeg er ked af det. Derfor er det også vigtigt, at vi nu også dokumenterer det, vi siger, de kommende år. At vi bliver ved med at være lokale, vi bliver ved med at støtte det lokale erhvervsliv, foreningsliv og kulturliv, som Vestjysk Bank altid har haft ry for at gøre, siger Jan Ulsø Madsen.

Hør bankdirektør Jan Ulsø Madsen give sin forklaring på, hvorfor Vestjysk Banks nye hovedsæde skal ligge i Herning.