Ajax har flere profiler med til kamp mod FC Midtjylland trods coronakaos

Førstemålmand André Onana og anfører Dusan Tadic er med for Ajax på trods af mandagens coronakaos. I FC Midtjylland er målmand Jesper Hansen også klar igen efter en skade.

FC Midtjylland spiller mod AFC Ajax på MCH Arena tirsdag aften klokken 21:00.
FC Midtjylland spiller mod AFC Ajax på MCH Arena tirsdag aften klokken 21:00.
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Et coronaudbrud i Ajax forhindrede mandag den hollandske storklub i at rejse til Champions League-kampen mod FC Midtjylland med flere af profilerne.

Blandt andre måtte førstemålmanden André Onana og anfører Dusan Tadic i første omgang blive hjemme, efter at en række spillere var blevet testet positive for coronavirus.

Men Onana og Tadic har fået grønt lys til at spille, er fløjet til Danmark og er med fra start i tirsdagens opgør.

Også midtbanespilleren Davy Klaassen er tilsyneladende blevet klarmeldt. I hvert fald sidder han på bænken fra kampens start.

På hollændernes bænk finder man desuden danske Victor Jensen, som endnu har sin debut på Ajax' førstehold til gode.

Hos FC Midtjylland er målmand Jesper Hansen blevet klar efter at have misset de seneste to kampe med en skade.

En af dem var udekampen mod Liverpool, hvor Mikkel Andersen vogtede målet og lukkede to mål i nederlaget på 0-2 til det engelske storhold.

Hansen er dog kun på bænken i tirsdagens opgør.

FC Midtjylland har fortsat sit første point og sin første scoring til gode i den prestigefyldte fodboldturnering.

Det skal en firkløver af offensive folk være med til at ændre på. Sory Kaba starter helt på toppen, som han har gjort det i midtjydernes europæiske kampe i denne sæson.

Bag sig har han en trio bestående af Anders Dreyer, Pione Sisto og Awer Mabil. Det betyder, at Evander må tage plads på bænken fra start i opgøret, som begynder på MCH Arena i Herning klokken 21.

Her er startopstillingerne for de to hold:

FC Midtjylland (4-2-3-1): Mikkel Andersen - Joel Andersson, Erik Sviatchenko, Alexander Scholz, Paulinho - Frank Onyeka, Jens-Lys Cajuste - Anders Dreyer, Pione Sisto, Awer Mabil - Sory Kaba.

Ajax (4-3-3): André Onana - Noussair Mazraoui, Perr Schuurs, Daley Blind, Nicolás Tagliafico - Jurgen Ekkelenkamp, Lisandro Martínez, Ryan Gravenberch - Antony, Dusan Tadic, Quincy Promes.