Agroskolen indfører økologisk linje

Forbruget af økologiske fødevarer er vokset markant, derfor opretter Agroskolen nu en økologisk landbrugslinje.

190815Agro.jpg

De danske forbrugere efterspørger i stigende grad økologiske fødevarer. Forbruget er gennem de senere år vokset markant og udgør nu 8 procent af omsætningen i detailhandlen.

Derfor har Agroskolen i Hammerum ved Herning taget et skridt i den økologiske retning og oprettet en økologisk linje på landbrugsuddannelsen, der fokuserer på økologi, dyrevelfærd og miljøpåvirkning.

- Efterspørgslen for økologi er støt voksende - både fra erhvervslivet og fra eleverne. Det har vi nu gjort noget ved, og fra efteråret 2015 starter vi en økologisk linje op, siger Marianne Oksbjerre, direktør på Agroskolen, i en pressemeddelelse.

Den økologiske fagprofil vil være orienteret mod økologisk landbrug, men vil også beskæftige sig med ukonventionelle former for landbrug. Blandt andet vil eleven også kunne vælge at fokusere på fritidslandbrug, gårdbutikker eller på social ansvarlighed i landbruget.

3 fagprofiler

Den økologiske fagprofil er én af tre linjer, som Agroskolen tilbyder fra efteråret 2015. De to andre er klassisk og en selvstændig profil.

De tre profiler giver den enkelte elev mulighed for at specialisere sig inden for landbrugssektoren og dermed skabe en mere unik uddannelsesprofil. På den måde står eleven stærkere, når han/hun er færdiguddannet.

- Det er vores opfattelse, at mange elever har unikke talenter, interesser eller faglige fokusområder, der i den konventionelle uddannelse ikke er plads til at dyrke. Vi forsøger derfor at skabe rum til, at den enkelte elev kan tilpasse uddannelse og speciale efter egne drømme og ønsker. Samtidigt gør profilen den nyuddannede mere interessant for erhvervslivet - hvilket vi ser som en kæmpe fordel, udtaler Marianne Oksbjerre.

Kombination af fritid og uddannelse

Som noget andet nyt får grundforløbseleverne på Agroskolen også mulighed for at vælge en fritidsprofil, når de starter på uddannelsen og flytter ind på AgroCampus.

- Vi tror på, at elever, som får mulighed for at dyrke og pleje deres fritidsinteresser, har mere motivation til at lære nyt. Derfor kører vi fra efteråret tre nye fritidsprofiler, nemlig adventure & outdoor, mekanik, motor & fart samt læs videre, siger Marianne Oksbjerre.

Den økologiske landbrugslinje bliver først for alvor rullet ud fra næste foråret 2016.