Afpressede samme mand flere gange

Politiet kræver en 27-årig mand varetægtsfængslet efter han flere gange har truet og afpresset en anden mand.

Ny politibil front, udrykning 150713_0.jpg

Mandag eftermiddag fik politiet i Herning en anmeldelse fra en 54-årig mand, der er blevet afpresset og truet til at udlevere penge. Nu er den 27-årige mistænkte anholdt og sigtet for trusler og afpresning. Subsidiært er han sigtet for røveri.

Det er nemlig tidligere lykkedes den unge mand, der kommer fra Vejle, at true den 54-årige til at udlevere penge. 

Den 27-årige vil blive fremstillet i grundlovsforhør. 

- Vi kræver ham varetægtsfængslet i fire uger på grund af forbrydelsens grovhed, og fordi han tidligere har begået noget tilsvarende, som han også dømt for, fortæller politikommissær, Henning Præstegaard.
Politiet vil ikke oplyse hvor mange penge det drejer sig om, eller hvordan de to mænd kender hinanden.