Ærlig Lars Krarup: Jeg skal hele tiden passe på, jeg ikke slår autopiloten til

For den 46-årige venstremand har livet som mangeårig borgmester i Herning betydet, at han har måtte gentænke sin rolle og måden, han arbejder på.

Han blev borgmester ved lidt af et tilfælde som blot 29-årig.

I dag kan 46-årige Lars Krarup (V) se tilbage på mere end 16 år som manden i front for Herning Kommune. En kommune han i den grad har sat sit præg på.  Men også et job, han på et tidspunkt var nødt til at gentænke. 

Lars Krarup

I programmet ”Mød Borgmesteren”, hvor alle landsdelens borgmestre én efter én bliver interviewet et års tid efter seneste kommunalvalg, bliver den erfarne borgmester spurgt, om han af og til har slået autopiloten til i sit job som manden i spidsen for Herning Kommune.

- Det har jeg ikke, men det er et godt spørgsmål. Og jeg kan huske, at jeg for en fem-seks år siden kunne mærke, at årshjulet var ved at være lidt trivielt, for nu at være helt ærlig omkring det, lyder det fra Lars Krarup i programmet.

Efter mange år som manden i front for Herning Kommune var Lars Krarup derfor nødt til at gøre tingene på en ny måde. Derfor besluttede han sig for at ændre i processer og arbejdsgange omkring blandt andet budgetforhandlinger, møder og konferencer med byrådet.

- Jeg var simpelthen nødt til at strukturere tingene anderledes og sige til mine folk omkring mig på rådhuset, at vi måtte gribe tingene anderledes an, fortæller Lars Krarup

Kedede du dig?

- Nej, det gjorde jeg ikke. Men jeg kunne bare mærke, at der ikke længere var ret meget i løbet af året, der kom bag på mig. Og det der med, at det hele bliver for mageligt, så bliver man tilbøjelig til at finde lette løsninger. Og der var jeg for en fem-seks år siden. Jeg havde nogle måneder, hvor jeg selv følte, at ”Hey, nu skal jeg passe på, at jeg ikke kommer derhen.”

”Det skal ikke ske igen”

Men for nogle år siden fandt han pludselig sig selv i en rolle, han ikke befandt sig godt i. Ikke så meget, at han overvejede helt at stoppe som borgmester, men nok til, at Lars Krarup tog en beslutning for fremtiden.

- Hvis man forestiller sig sådan en artist, der har en pind med tallerkner på, der kører i ring, der synes jeg, det er godt, hvis jeg som borgmester interesserer mig for alle tallerknerne – alle de forskellige fagområder. Og for fem-seks år siden, der tog jeg mig selv i, at det var lang tid siden, jeg havde rørt ved nogle af tallerknerne. Og der besluttede jeg mig for, at det skulle ikke ske igen.

Lars Krarup fandt dengang tilbage til den borgmester, han gerne vil være. Og som han sætter en stor ære i at være.

- Jeg tror, at hvis du ringede ind til direktionen på rådhuset i Herning, så ville de ikke sige, at det er stilhed, der præger billedet. Det håber jeg ikke, siger han.

Og Herning Kommune er da også kendt for at have vind i sejlene og store projekter i gang. Alene i denne valgperiode har Lars Krarup kunnet byde velkommen til et VM i ishockey og annonceret, at Herning Kommune i 2019 igen er Årets Grand Prix By og også lægger grønsvær til den jyske base for det danske herrelandshold i fodbold. Alt sammen ting, der er blevet til på grund af et bredt samarbejde i et iderigt byråd, lyder det fra Lars Krarup:

- Du kan ikke slå autopiloten til og så samtidig gribe alle de ideer, der kommer fra 31 byrådsmedlemmer. Så hvis jeg var ved at få sat autopiloten til, så tror jeg også, der var ret mange, der ville rive mig ørerne og sagde: ”Kan du så komme i gang!"

Kom meget tættere på Herning-borgmesteren her.

 


Læs flere artikler fra Herning eller i kategorien Politik.