Ægtepar kæmper mod Den Jyske Sparekasse

Et ældre ægtepar kan ikke få udbetalt sine 100.000 kroner, som de har stående i garantbeviser. Sparekassen afviser kritikken.

Frank Nielsen er langt fra tilfreds med, at han ikke kan få udbetalt de 100.000 kroner, som han sammen med sin kone har stående i garantbeviser i Den Jyske Sparekasse.
Frank Nielsen er langt fra tilfreds med, at han ikke kan få udbetalt de 100.000 kroner, som han sammen med sin kone har stående i garantbeviser i Den Jyske Sparekasse.
Foto: Hans Olav Sandal, TV MIDTVEST

Flere kunder i Den Jyske Sparekasse føler sig taget ved næsen af deres rådgiver, der har rådet dem til at investere i sparekassen som garanter. Frank Nielsen har 100.000 kroner stående i garantbeviser, men han kan ikke få sine penge ud, før nye kunder investerer, og det har lange udsigter. Derfor har Frank Nielsen og hans hustru fortrudt, at de tilbage i 2008 investerede i banken.

- De (Den Jyske Sparekasse, red.) var sikre og gav en høj rente, men de havde selvfølgelig den risiko, at hvis banken gik ned, så var pengene tabt. Vi stolede på bankmanden. Han sagde, at vi kunne miste dem ved krak. Men ellers var der ingen risiko, siger Frank Nielsen.

De 100.000 kroner skulle ægteparret have tilbage i 2014, men et halvt år forinden fik de en ny besked. Den Jyske Sparekasse havde oprettet en garantbørs for alle bankens kunder med garantbeviser. Det betød, at en ny kunde skulle tegne garantkapital, før en eksisterende kunde ku' få sine penge udbetalt. Derfor kan ægteparret Nielsen ikke få udbetalt de 100.000 kroner.

Frank Nielsen er nu meget kritisk over for banken, da de nye garanter lader vente på sig. De har siden 2013 stået på venteliste for at få pengene udbetalt.

TV MIDTVEST har talt med flere andre, der står i samme situation. Men den kritik kan de ikke genkende i Den Jyske Sparekasse. Her understreger de, at de ikke har gjort noget ulovligt.

- Vi har overholdt hele det rådgivningskompleks, der er omkring det her. Kunderne skrev under på det her. Det, som er ærgerligt, er, at man måske ikke læser det hele igennem, inden man skriver under. Men vi har gjort, som vi skulle, og vi har en sober og fornuftig rådgivning, siger Claus E. Petersen, administrerende direktør, Den Jyske Sparekasse.