Ægtepar hædret for rekorder i svæveflyvning

Under DM i svæveflyvning ved Arnborg blev et midtjysk ægtepar hædret for deres nye nationale rekorder i svæveflyvning.

Ægteparret Birgitte Ørskov og Jørgen Thomsen har sat to nationale rekorder under optimale vejrforhold  i Australien.
Ægteparret Birgitte Ørskov og Jørgen Thomsen har sat to nationale rekorder under optimale vejrforhold i Australien.
Foto: Dansk Svæveflyver Union

Ved DM i svæveflyvning på Svæveflyvecenter Arnborg fik nye rekordholdere i forårsvarmen tildelt diplomer fra Kongelig Dansk Aeroklub og Dansk Svæveflyver Union. 

De danske rekorder er sat i løbet af det forgangne år flere forskellige steder i verden.

Blandt rekordholderne gemmer sig et midtjysk ægtepar. Birgitte Ørskov og Jørgen Thomsen er begge svæveflyveruddannede og flyver til dagligt i Svæveflyveklubben Sg-70 i Herning.

Sammen slog de i løbet af året to rekorder i deres tosædede svæveflyver:

  • 557,1 km fri distance
  • 525,9 km målflyvning

Rekorderne imponerer i det danske svæveflyvermiljø, og de bliver meget svære at slå i Danmark i fremtiden. De er nemlig sat under optimale vejrforhold i Tocumwal, New South Wales i Australien.

- Det er to rekorder, der er lavet under fantastiske vejrforhold i Australien, som vi ikke har i Danmark. De har skullet flyve meget langt, og de har brugt vejret omkring de bjerge, der er i Australien. Dem mangler vi jo i Danmark, siger Chris Oxholm, pressechef ved DM i svæveflyvning.  

De danske mesterskaber begyndte torsdag den 5. maj og slutter søndag den 15. maj.