Aarhus gør klar til Boxen-kopi

Aarhus skal have sin egen multihal. Målet er at sikre Aarhus en del af de store arrangementer, der i øjeblikket går til Herning.

Boxen.jpg

Der er nu meget konkrete skitser på tegnebrættet over en multiarena med plads til 15.000 tilskuere i Aarhus. Det skriver Jyllands-Posten. Arenaen skal ligge på godsbanearealerne i centrum af byen.

Det betyder, at en plan, der har eksisteret de sidste mange år, nu endelig er kommet et skridt nærmere udførelse - og at en aarhusiansk version af Boxen måske bliver en realitet.

- Det er meget konkret nu. Det, som står tilbage, er bare finansieringsdelen, for kommunen kan ikke gøre det alene, siger rådmand Rabih Azad-Ahmad til Jyllands-Posten, men han erkender også, at der endnu ikke er kommet interesserede investorer på banen.

Tåbeligt at konkurrere med Boxen

Claus Hommelhoff, investor, bygherre og stifter af Formuepleje, mener imidlertid ikke, at der plads til endnu en multiarena så tæt på Herning.

- Det vil være helt tåbeligt at konkurrere med Boxen i Herning, der ligger så tæt på, og jeg tvivler stærkt på, at nogle private investorer vil investere i projektet, for det kan ikke give overskud, siger han til avisen.

Erfaringerne fra Herning og København er, at en multihal koster fra en halv til en hel milliard kroner.