Hele verden viser interesse for EM i volleyball, der skal afvikles på dansk og polsk jord til september. Godt fire måneder inden første kamp bliver spillet, har 90 lande sikret sig tv-rettighederne til slutrunden.
Dansk Volleyball Forbund skriver i en pressemeddelelse, at tv-seere i lande som Brasilien, Canada, Ghazastriben og Ghana kan følge med på tv-skærmene, fra den første bold bliver servet over nettet.
Vil sende i over 100 lande
I Danmark afvikles der kampe i Herning, Odense, Aarhus og København. De indledende kampe i Gruppe C skal spilles i Boxen i Herning, mens Danmark skal spille sine kampe i Gruppe A i Stadium Arena Odense.
Yderligere 33 lande forhandler i øjeblikket med medieselskabet, der ejer tv-rettighederne til EM. Målet er at nå ud til over 100 lande, når EM går i gang til september.