85-årige Anna Marie var blandt de første yogalærere i Danmark – nu udgiver hun en bog

Det er 45 år siden, at Anna Marie Mosegaard som en af de første i landet fik sin uddannelse som yogalærer. Nu er hun klar til at dele sin opfattelse af hverdagens glæder og gerninger i en ny bog om dagens gerninger.

4:03
Anna Marie Mosegaard er 85 år, yogalærer og nu også forfatter. Med bogen "Hvor enkelt kan det være" sætter hun ord på hverdagens glæder og gerninger.
Foto: Hans Trier Vittarp, TV MIDTVEST

- Vi strækker armene op over hovedet, og trækker vejret stille og roligt ind.

Stemmen er blid og fin og tilhører Anna Marie Mosegaard.

Hun er 85 år og står i et træningslokale i Herning iført tights og langærmet t-shirt. Med rolig stemmeføring fører hun syv kvinder gennem halvanden times yogaøvelser.

Hele kroppen - fra tåspidser til hårrødder - bliver løftet, bøjet og strakt. Her er ingen stres, men masser af god energi og velvære.

- Det gælder ikke om at være dygtig, flot eller rig. Her i lokalet gælder det om at følge den, man er og gøre noget godt for sig selv. Det ville være godt for alle mennesker, om de ville tænke på, hvordan de har det, i stedet for bare at køre der-ud-ad. Vi skal virkelig have omsorg for os selv, forklarer Anna Marie Mosegaard.

Trods sine 85 år, så underviser Anna Marie Mosegaard stadig i yoga.
Trods sine 85 år, så underviser Anna Marie Mosegaard stadig i yoga.
Foto: Hans Trier Vittarp, TV MIDTVEST

Hun har været yogalærer i 45 år og var en af de første danskere, der fik uddannelsen i. Dengang var det ikke alle, der var lige begejstrede for den indiske træningsform.

- Især i kirkelige kredse var der nogle, der tog afstand fra yoga. Der blev lagt sedler i våbenhusene, fordi de var bange for, det var noget grimt noget, og der blev direkte advaret imod det. Det skulle man holde sig fra, mente de. Det har heldigvis ændret sig, siger Anna Marie Mosgaard med et smil.

Hvor enkelt kan det være

Hun nøjes ikke med at holde kroppen smidig. Hjemme på sit kontor træner hun hjernecellerne, når hun dyrker sin anden store passion: at skrive.

Næsten hver dag sætter hun sig ved computeren og skriver om sine refleksioner over hverdagslivet.

- Jeg går ikke ind og skriver, fordi jeg skal, men fordi jeg har lyst til det. Det er en god oplevelse, fordi jeg på den måde får mange ting sat på plads indeni mig, forklarer Anna Marie Mosegaard.

Efterhånden bugnede skrivebordsskuffen med 80 tætskrevne ark, og da barnebarnet sagde god for indholdet, besluttede den 85-årige yogalærer sig for at springe ud som forfatter. Med hjælp fra forlaget Vita kan hun nu sidde med sin egen bogudgivelse i hænderne.

- Jeg synes, det er en dyrebar skat. Følelsen er nok næsten den samme som en fodboldspiller, der scorer mål. Jeg er sådan en, der gerne vil have det hele med, og så er der jo nok at skrive om. De fleste skriver en bog med en handling. Sådan er det ikke i min. Det er nærmest dagens gerning, forklarer hun.

Med bogen 'Hvor enkelt kan det være' sætter Anna Marie Mosegaard fokus på hverdagens glæder og gerninger.
Med bogen 'Hvor enkelt kan det være' sætter Anna Marie Mosegaard fokus på hverdagens glæder og gerninger.
Foto: Hans Trier Vittarp, TV MIDTVEST

Bogen har fået titlen ’Hvor enkelt kan det være’, og et af temaerne er kærligheden til os selv og vores medmennesker.

- Når hjertet er fyldt med kærlighed, så er vores vejrtrækning, som den skal være, og længere tror jeg ikke den er.