70 millioner kroner til klimaforskning i Herning: - Det er enormt vigtigt for Danmark

Aarhus Universitets afdeling i Herning har fået 70 millioner kroner fra EU. Pengene er både en blåstempling af instituttet og giver mulighed for flere forskerstillinger.

Det er noget af en anerkendelse, Aarhus Universitets afdeling i Herning netop har modtaget.

Instituttet har fået en bevilling fra det Europæiske Forskningsråd på intet mindre end 70 millioner kroner.

- Det er enormt vigtigt for vores institut, det er enormt vigtigt for Aarhus Universitet og for Danmark for den sags skyld, siger Anders Frederiksen, der er institutleder på Aarhus Universitet i Herning.

Pengene skal gå til forskning i alternative løsninger på verdens klimaudfordringer. Institutleder Anders Frederiksen fortæller, at afdelingen dermed kommer i den absolutte superliga inden for området.

Udover at bevillingen er en blåstempling af instituttet, betyder pengene også, at afdelingen kan fordoble antallet af forskerstillinger til 20.

- Vores forskning er nu på øverste hylde både i en europæisk og i en global sammenhæng. Det er klart, at det også smitter af på de uddannelser og aktiviteter, vi har her i huset, siger Anders Frederiksen.

Bevillingen med det officielle navn ERC Synergy Grant kommer til at gå til et forskningsprojekt, der ledes af professor Benjamin Savacool.

Målet med forskningen er at gøre verdens politikere og beslutningstagere i stand til at bruge alternative teknologier i forsøget på at stoppe den globale opvarmning. Det skriver Aarhus Universitet i en pressemeddelelse.

Det er anden gang siden forskningsrådets oprettelse, at Aarhus Universitet modtager bevillingen.

Her kan du høre Anders Frederiksen fra AU i Herning sætte ord på, hvad bevillingen betyder for instituttet.

Læs flere artikler fra Herning eller i kategorien Samfund.