Den 69-årige demente kvinde, som har været savnet siden onsdag aften, er nu fundet i god behold.
- I formiddags kom hun ned i det dagscenter på Nørregade, hun plejer at komme i. Hun var forundret og fuldstændig intetanende om efterlysningen, fortæller vicepolitikommissær Jeppe James Olsen fra lokalpolitiet i Herning og fortsætter:
- Men hun har det godt.
Den 69-årige kvinde er efterfølgende blevet genforenet med en lettet familie på dagscenteret.
Besøgte ven tre opgange væk
Politiet har ellers haft gang i den helt store eftersøgning efter kvinden med hunde og helikopter omkring Herning og Ilskov.
Men det var ikke her kvinden skulle findes.
- Hun var taget hen til en mandlig bekendt tre opgange væk fra hendes hjem. Hun kunne ikke komme ind i sin lejlighed, fordi nøglen var blevet væk, fortæller Jeppe James.
De to har intetanende opholdt sig i lejligheden de sidste to dage.
Den 69-årige kvinde er efterfølgende blevet genforenet med familien. Hendes søn efterlyste hende onsdag aften.