67-årig hollænder kørt ned af gummiged - døde på stedet

Fredag blev en 67-årig mand dræbt i en arbejdsulykke på en gård uden for Sønder Felding. Politiet kalder sagen for tragisk og sender den videre til Arbejdstilsynet.

Arkivfoto.
Arkivfoto.
Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

En 67-årig hollandsk mand er omkommet i en arbejdsulykke på en gård ved Sønder Felding. 

Ulykken skete fredag formiddag, hvor en medarbejder på gården kørte den 67-årige mand ned med en gummiged. 

Gummigeden var monteret med en strømaskine til halm på fronten, der ramte manden, så han væltede.

Han faldt derefter ind under gummigeden og blev kørt over, hvor han derefter døde på stedet, oplyser politiet. 

- Det er meget tragisk. Vi betragter det som en arbejdsulykke, siger Bent Smedegaard fra lokalpolitiet i Herning. 

Den 67-årige mand var på virksomhedsbesøg sammen med tre andre hollændere på gården.

Politiet har underrettet mandens pårørende og sender nu sagen videre til Arbejdstilsynet, der kigger nærmere på ulykken. 

TV MIDTVEST har talt med ejeren af gården, der bekræfter, at ulykken er sket hos ham, men han har ikke lyst til at kommentere yderligere på sagen.