60 europaller stjålet i Ørnhøj

Politiet stoppede natten til mandag en kassevogn med 60 stjålne europaller.

Politi.dk logo_1.jpg

Midt- og Vestjyllands Politi gjorde natten til en bemærkelsesværdig fangst. Tre mænd havde stjålet 60 europaller fra en produktionsvirksomhed i Ørnhøj mellem Skjern og Holstebro.

- Det er lidt ligesom med flaskepant. Europallerne har en returværdi, så man kan aflevere dem til omkring 100 kroner stykket, fortæller Allan Riis, vagtchef fra Midt- og Vestjyllands Politi.

Politiet fik kl. 00.30 natten til mandag et opkald fra en mand, der havde set en hvid kassevogn ved virksomheden. Rundt på pladsen løb tre mænd og samlede europaller.

Anmelderen var snarrådig og parkerede sin bil, så palletyvene kun havde én flugtvej. Derefter ringede han til politiet, som kunne stoppe den pallefyldte kassevogn i Vind.

Palletyvene var to danske mænd fra Aarhus på 27 og 30 år samt en 36-årig silkeborgenser. Mændene bliver afhørt i løbet af formiddagen.