46 kameraer skal holde øje med alle tilskuerne på MCH Arena

Det nye kameraudstyr sikrer, at FC Midtjyllands hjemmebane lever op til UEFAs krav til et internationalt stadion.

Den sikkerhedsansvarlige på MCH Arena, Lars Pedersen, har fået nyt legetøj. Eller værktøj er måske dette rette ord.

MCH Arena har fået installeret 46 nye højteknologiske kameraer, der skal sikre, at vagter og sikkerhedspersonale hurtigt kan skride ind, hvis der opstår uroligheder på tribunerne.

Kameraerne dækker alle vinkler på stadion, og ingen tilskuerne kan komme uset ind.

- Vi kender alle, der kommer ind. Vi ved, hvordan de kommer ind. Vi ved, hvis der sker noget, for vi kan altid se alle, siger Lars Pedersen.

Med FC Midtjyllands deltagelse i Champions League i efteråret håber ulvene fra heden at kunne fortsætte med at spille i Europa fremadrettet. 

quoteVi vil kunne reagere hurtigere på situationer, som er ved at blive antændt.

Jacob Jørgensen, kommerciel direktør, FC Midtjylland

Hvis klubben skal leve op til UEFAs standarder for et internationalt stadion, så var det et krav, at det nye udstyr blev installeret.

- Det er den ene grund. Den anden grund er, at vi som FC Midtjylland vil passe så godt på vores gæster, som overhovedet muligt, siger Jacob Jørgensen, der er kommerciel direktør.

Skal undgå ulykker

I FC Midtjylland har de særligt to episoder, som de håber, at de ikke kommer til at opleve igen. 

En fuld udebanetilskuer er på et tidspunkt faldet ned fra et rækværk, mens en Brøndby-tilhænger med romerlys i 2019 ikke kun identificeres. Dermed fik FC Midtjylland selv lov til at betale bøden på 125.000 kroner.

- Havde vi haft de kameraer, som vi har nu, havde vi måske kunne nå at se tilskueren sætte sig op på rækværket og sende vagter afsted, der kunne have forhindret faldet.

- Vi vil kunne reagere hurtigere på situationer, som er ved at blive antændt, siger Jacob Jørgensen.

Kameraerne er udstyret med en så stor zoom effekt, at et kamera fra den ene side af banen kan se, hvad der står på en tilskuers T-shirt på den anden side af banen. Det er sådanne funktioner, den sikkerhedsansvarlige sætter pris på.

- Det hjælper mig rigtig meget i forhold til, at jeg kan se, hvad der sker hele vejen rundt. Jeg har ingen blinde vinkler. Det betyder meget, siger Lars Pedersen.

Den kommercielle direktør fra FC Midtjylland understreger, at den øgede overvågning kun vil blive brugt, når det er absolut nødvendigt.


Læs flere artikler fra Herning eller i kategorien Sport.