45-årig nordmand udvises af Danmark i seks år
Udvisningen skyldes blandt andet, at han kørte ind i en kvinde i gågaden i Herning.
Fredag var en 45-årig mand med norsk statsborgerskab på anklagebænken ved Retten i Herning.
Her blev han idømt ni måneders ubetinget fængsel og udvist af Danmark med ind seks års indrejseforbud.
Dommen følger en episode fra d. 21. december 2019, hvor manden kørte ind i en kvinde på gågaden i Herning.
- Han har politiet bag sig på grund af nogle færdselsforseelser, hvor han formår at komme forbi nogle forhindringer på gågaden i Herning. Her kører han ind i en rude ved Piano Bar og rammer en kvinde, der sidder ude foran, lyder det fra Claus Benner, der er senioranklager ved Midt- og Vestjyllands Politi.
- Kvinden kommer ikke til skade ved episoden.
Tiltalt for indbrud
Udover tiltalerne om fareforvoldelse i forbindelse med forseelsen på gågaden i Herning, var manden også tiltalt for flere indbrud, hvor han især er gået efter bilnøgler.
- I nogle af tilfældene lykkedes det ham at slippe afsted med bilen, lyder det fra senioranklageren.
Manden kendte sig delvist skyldig i tiltalerne. Han valgte at anke sagen til Landsretten på stedet.