41-årig får seks måneders fængsel for bombetrussel mod Borgerservice

Manden ringede ind med truslen til Borgerservice i Herning Kommune den 28. januar 2020.

Arkivfoto. Foto: Richard Gaarn Svendsen, TV MIDTVEST

En 41-årig mand er blevet idømt seks måneders ubetinget fængsel i retten i Herning for at have truet med at sprænge en bombe på Borgerservice i Herning Kommune.

Læs også Bombetrussel i Herning: 40-årig mand varetægtsfængslet

Det skriver Anklagemyndigheden under Midt- og Vestjyllands Politi på Twitter.

Den 28. januar 2020 indtelefonerede manden bombetruslen.

Politiet har tidligere oplyst til TV MIDTVEST, at man hurtigt fandt ud af, hvem manden var, og ringede til ham.

Kom med trusler mod betjente

Han sad i et tog, og politiet anholdt ham på Herning Station. I den forbindelse kom manden med trusler mod de betjente, der anholdt ham.

Det forhold er han også blevet dømt for. Det oplyser Claus Benner, der er senioranklager ved Midt- og Vestjyllands Politi.

- Jeg er tilfreds med dommen, fordi retten dømmer i alle forhold, der er rejst tiltalte i. Der var udelukkende mundtlige trusler i sagen. Alligevel synes retten, at det er en grov sag, og det er jeg tilfreds med, siger Claus Benner.

Den dømte har udbedt sig betænkningstid, før han beslutter, om han ønsker at anke dommen.

De seks måneders fængsel er en såkaldt tillægsdom, da manden i forvejen var idømt ni måneders fængsel i en anden sag, som han endnu ikke har afsonet.

Rådhuset blev ikke evakueret i forbindelse med truslen.

00:39

Indslag fra den 28. januar 2020 om bombetruslen mod Borgerservice i Herning Kommune, som en 41-årig mand nu er blevet idømt seks måneders fængsel for. 

Luk video