40-årig asylansøger anholdt for tyveri

En 40-årig mand fra Georgien blev i går anholdt for tyveri i Super Brugsen i Sunds. Udlændingeservice skal nu vurdere, om han skal udvises af landet.

HerningPolitiSkildt.jpg

En 40-årig mand fra Georgien, der er bosat i asyllejren i Beredskabscentret i Herning, blev i går klokken 13 anholdt for tyveri i Super Brugsen i Sunds. 

- Personalet opdagede, at manden havde stjålet fire flasker whisky, og de tilbageholdte ham derfor, indtil politiet nåede frem, fortæller Bent Smedegaard fra lokalpolitiet i Herning. 

De fire flasker havde en værdi af 660 kroner, hvorfor manden nu kan se frem til ikke bare en bøde, men også en mulig udvisning af landet. 

- Vi skal i følge reglerne forelægge sagen for Udlændingeservice, der så går ind og vurderer på den konkrete sag i forhold til, om han skal fremstilles i Grundlovsforhør med henblik på en udvisning af Danmark, fortæller politiet.