40-årige Lone vil sætte et aftryk: Drømmer om sit eget plejehjem

Lone Bliksted, der oprindeligt er fra Snejbjerg, men nu bor i Aarhus, er den ene af de to kvinder, der vil starte et plejehjem.

Nogle drømmer om at blive administrerende direktør i et stort, internationalt firma. Andre om at blive professionelle fodboldspillere. For to kvinder, der lærte hinanden at kende på gymnasiet i Herning tilbage i 90’erne, er drømmen noget helt tredje.

quoteDer var så mange ting, hvor jeg tænkte, at det ikke var i orden.

Lone Bliksted, indehaver, KeasCare

De drømmer nemlig om at have et plejehjem.

- Det var fordi, jeg engang arbejdede på et plejehjem som studiejob, og der var så mange ting, hvor jeg tænkte, at det ikke var i orden, forklarer 40-årige Lone Bliksted, der er uddannet ingeniør, og som er den ene af de to kvinder.

Selvom det er 15 år siden, er drømmen ikke forsvundet. Tværtimod fristes man til at sige.

Derfor har hun taget et skridt på vejen til plejehjemmet ved at starte firmaet KeasCare sammen med Mette Albinus Grønbæk, hvor de tilbyder privat sygepleje.

- Det, vi laver i vores firma, er, at vi tilbyder at være en ekstra pårørende som sygeplejepersonale, som kan være der. På den måde kan det være direkte og tæt på på den måde, som de pårørende normalt vil være. Men de har jo også brug for at sove om natten, gå på arbejde og sove om natten, beskriver Mette Albinus Grønbæk.

Steppet før eget plejehjem

KeasCare er den foreløbige forløber til drømmen om at have et plejehjem. Den drøm er for både Lone Bliksted og Mette Albinus Grønbæk startet et specifikt sted.

- Der var specifikt en oplevelse, hvor der var en kvinde, som havde svært ved at huske, hvad der skulle ske i løbet af en dag. Hun går meget op i, at der skal ske noget, men så var der en medarbejder, der skrev en besked til hende, hvor der stod, at de ikke skulle noget den dag. Så var det skrevet til kvinden, og medarbejderne var fri for at skulle sige det hele tiden, forklarer Lone Bliksted.

quoteFor bare fordi, de er blevet gamle, er de jo ikke stoppet med at være mennesker.

Lone Bliksted, indehaver, KeasCare

I stedet havde Lone Bliksted ønsket, at der var taget et personligt hensyn til kvinden.

- Når man tænker over det, synes jeg, det er den forkerte måde at kigge på mennesker på. I stedet for at tale med vedkommende for at høre, om hun gerne ville noget den dag. Det handler om at kigge på personerne og se, hvad de er for nogle mennesker. For bare fordi, de er blevet gamle, er de jo ikke stoppet med at være mennesker, siger hun.

For Mette Albinus Grønbæk var det en oplevelse med hendes egen mormor, som var meget utryg ved at være på plejehjem. Det blev både Mette Albinus Grønbæk og resten af familien også, og derfor endte det med, at mormoren blev fjernet fra plejehjemmet.

Vant til at tjene penge til andre

Den slags oplevelser vil de to kvinder gerne have, at andre undgår.

Derfor har de startet KeasCare efter mange års overvejelser.

- Jeg er flasket op i den kommercielle verden, så jeg har været vant til at tjene penge til andre og mig selv i mange år. Men hvis man skal sætte et aftryk i livet, som er lidt mere end bare at have en stor bil, så synes jeg, at det her er så vigtigt. Også det med, at det altså er mennesker, der har bidraget til vores samfund og vores liv i så mange år. Så er det vigtigt, at når de ikke kan klare sig længere, så respekterer man også, at der har været noget før det, siger Lone Bliksted om beslutningen.

Fire gange 25 procent

De penge, som virksomheden KeasCare tjener, går til flere forskellige formål.

25 procent bliver lagt til side, så drømmen om et plejehjem kan holdes intakt.

25 procent bliver givet i bonus til de sygeplejersker, som er ansat i KeasCare.

25 procent går til mindre bevilgede borgere, som ikke selv har råd til privat sygepleje.

De sidste 25 procent går til KeasCare og udviklingen af virksomheden.

Virksomhed på siden

For mange ville det at drive en virksomhed være den eneste fuldtidsbeskæftigelse. Men sådan er det ikke for hverken Lone Bliksted eller Mette Albinus Grønbæk.

De jonglerer begge med jobs og familieliv ved siden af, og lige præcis af de årsager er det en fordel, at de har kendt hinanden i mange år.

De beskriver hinanden som gode partnere, hvor Mette Albinus Grønbæk tager sig af de faglige ting omkring selve sygeplejen, mens Lone Bliksted eksempelvis tager sig af hjemmeside og løn.

 

Læs flere artikler fra Herning eller i kategorien Samfund.