38-årig fængslet for narkosalg

En 38-årig mand fra Kølkær ved Herning er blevet varetægtsfængslet for salg af kokain og amfetamin.

Haandjern-paa-Politi2.jpg

Ved et grundlovsforhør for lukkede døre ved Retten i Herning i dag, erkendte en 38-årig mand fra Kølkær delvist, at han havde solgt euforiserende stoffer.

I går ved middagstid ransagede flexpatruljen ved lokalpolitiet i Herning mandens adresse med hunde. Her fandt de 114 gram amfetamin og 21,27 gram kokain.

Desuden fandt de et femcifret kontantbeløb.

Manden er varetægtsfængslet frem til den 19. juni, mens politiet blandt andet efterforsker, om der er flere involveret i narkosalget.