27-årig alvorligt kvæstet - faldt fem meter ned fra tag

En flok unge mennesker var samlet til fest i Herning, da en 27-årig mand kravlede op på taget og faldt fem meter ned.

Blå blink.jpg
Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

En fest blandt en gruppe unge mennesker i 20'erne fik i nat et alvorligt udfald.

I en lejlighed i Fonnesbechsgade i Herning med tilhørende tagterrasse kravlede en 27-årig mand ud på en gesims eller taget og styrtede fem meter ned.

- Han har slået sig ganske alvorligt. Han er ikke i livsfare, men er lagt i kunstig koma, og derfor har vi ikke kunne afhøre ham endnu, siger Henning Præstegaard, politikommissær hos lokalpolitiet i Herning.

Politiet fik anmeldelsen om ulykken klokken 01.47.

Det er uvist, hvorfor han gjorde det, men ifølge politikommissæren ligger der ikke noget kriminelt bag.

- Han er ikke blevet slået, skubbet eller lignende, så det tyder på, at det er hans egen uforsigtighed, der er årsagen. 

Ingen af de 12-14 andre unge, som var til stede ved festen, har kunnet give en forklaring på, hvorfor han kravlede ud.

Det er sket før

Det er ikke første gang, der er en ulykke af denne her karakter i Herning - dog med dødelig udgang.

For knap to år siden faldt en 17-årig mand ud ad et vindue i en lejlighed på 2. sal ved banegården i Herning.

- Det sker desværre en gang i mellem det her. Det vigtigste i det seneste tilfælde er, at han ikke er blevet skubbet ud, siger Henning Præstegaard.

I Lemvig har der også været en lignende ulykke for knap tre år siden. Her døde en 19-årig kvinde af sine kvæstelser efter et fald fra 10 meters højde. Ifølge politiets oplysninger skete faldet, fordi hun forsøgte at springe fra et hustag til et andet.

Det er endnu uvist, om den 27-årige, der kommer fra Herning, var beruset i nat, da han faldt ned.