24-årig dømt: Har solgt 29 kilo hash

En mand fra Herning er i dag blevet dømt for hashhandel fra Black Armys hashklub.

En 24-årig mand fra Herning fik i dag dom ved Retten i Aarhus for handel med hash fra Black Armys hashklubber i Herning. Han idømmes halvandet års ubetinget fængsel.

Han erkendte i retten, at han fra sommeren 2016 til sommeren 2017 havde arbejdet som hashsælger, og at han i den periode havde solgt sammenlagt cirka 29 kilo hash.

Den unge mand blev den 27. juni sidste år anholdt og varetægtsfængslet sammen med syv andre personer i en større aktion foretaget af Særlig Efterforskning Vest. Både han og de øvrige anholdte har relationer til Black Army i Herning.

Flere mænd varetægtsfængslet

Det blev i retten i dag lagt til grund, at den 24-årige havde haft en underordnet rolle i sagen, idet han alene havde virket som ekspedient i hashklubberne.

- Med dommen bliver det gjort klart, at når der er tale om organiseret og alvorlig kriminalitet, så kan selv personer med en underordnet rolle i sagen forvente en streng straf. Derfor er jeg tilfreds med dommen, siger anklager Rasmus Gyldenløve, Østjyllands Politi, i en pressemeddelelse.

Fire mænd i alderen 25 til 50 år er fortsat varetægtsfængslet i sagen, mens yderligere fem er blevet dømt. Heraf er fire af mændene idømt ubetinget fængslet mellem et og tre år. Den femte, en 19-årig mand fra Herning, blev kort før jul idømt 15 måneders fængsel, hvor de ni måneder blev gjort betinget med en prøvetid på to år.

Indslag fra den 25. december. Rockergruppen Black Army er forsvundet fra Hernings bybillede.

Læs flere artikler fra Herning eller i kategorien 112.