16-årig fængslet for hjemmerøveri

En 16-årig dreng er varetægtsfængslet i foreløbigt fire uger, efter han natten til fredag slog en 75-årig mand til blods og stak ham med kniv ved et hjemmerøveri i Hammerum.

Hjemmeroeveri_Hammerum.jpg

En 16-årig dreng fra Ørnhøj erkendte ved et grundlovsforhør lørdag, at det var ham, der begik et groft hjemmerøveri natten til fredag i Hammerum. Ved grundlovsforhøret blev drengen fængslet i indtil videre fire uger. På grund af drengens alder, bliver han kørt til den sikrede ungdomsinstitution Koglen.

Angreb 75-årig

Kort efter midnat torsdag aften knuste den 16-årige en rude og brød ind hos det ældre ægtepar i Hammerum. Den 75-årige mand vågnede, og indbruddet udviklede sig til et hjemmerøveri, da den 16-årige dreng valgte at angribe den ældre mand ved at slå ham i både hovedet og ryggen med en stor lygte og stikke ham med en kniv.Drengen blev anholdt fredag middag efter et tip fra nogle lokale beboere, der genkendte ham på baggrund af politiets signalement. I dag lørdag valgte dommeren altså så at varetægtsfængsle ham.