150.000 liter gylle løbet ud fra biogasanlæg

Hele natten har brandfolk kæmpet med at få opsamlet 150.000 liter gylle, der er løbet ud fra et biogasanlæg i Sinding ved Herning.

Både politi, hjemmeværn og brandvæsen var rykket ud til det store gylleudslip.
Både politi, hjemmeværn og brandvæsen var rykket ud til det store gylleudslip.
Foto: Øxenholt foto

Brandfolk, politi og hjemmeværn har siden midnat kæmpet med et større gylleudslip fra Sinding-Ørre Biogasanlæg ved Herning. Klokken 00.16 blev myndighederne alarmeret om, at der var gået læk på et rør, der forbinder nogle af anlæggets gylletanke. På grund af det sene tidspunkt var der ifølge brandvæsenets indsatsleder nået at løbe 150.000 liter gylle ud.

Ifølge indsatslederen er 150.000 liter gylle nået at løbe ud fra anlægget.
Ifølge indsatslederen er 150.000 liter gylle nået at løbe ud fra anlægget.
Foto: Øxenholt foto

- Det er et stort udslip. Det er rigtig mange liter, så det er alvorligt. Men der har ikke været fare for skader, da der ikke er vandløb eller kloaker i nærheden. Men det har været en meget tidskrævende opgave, fortæller Anders Gjørret, der er indsatsleder for Brand & Redning Midtvest.

Både politiet og hjemmeværnet hjalp ved udslippet med at spærre vejen, så trafikanter ikke kom i nærheden af gyllen, der var løbet ud på Rosmosevej.

Der var gået hul på et rør, der forbinder gylletankene.
Der var gået hul på et rør, der forbinder gylletankene.
Foto: Øxenholt foto

Venter på dagslys

Fem slamsugere har hele natten været i gang med at suge de mange liter gylle op, og først ved 7-tiden søndag morgen var oprydningen afsluttet.

- Jeg kører derud igen senere i dag for at se, hvordan det ser ud i dagslys og få et overblik over udslippet. Vi har også en slamsuger, der kan få samlet de sidste rester op, når vi kan se området, siger Anders Gjørret.

Politiets vagtchef Lars Even fortæller, at politiet har skrevet en miljøsag på udslippet, og ejerne formentlig kan se frem til en bøde.