15 unge mænd raserede Black Armys klublokaler

Natten til lørdag blev flere ruder knust på Black Armys klublokale i Herning. Politiet leder nu efter 15 unge mænd.

blackarmy1.jpg

I weekenden blev der lavet omfattende hærværk mod gruppen Black Armys klublokaler på Danmarksgade i Herning.
Hærværket skete klokken 00.40 natten til lørdag, og det var et vidne, som ringede ind og anmeldte hændelsen.

- Vidnet vågnede op midt om natten, fordi hun hørte larm fra knuste ruder og fyrværkeri. Da hun kiggede ud var omkring 15 unge, udenlandske drenge i gang med at smadre ruder med sten og fyrværkeri i stueetagen på Black Armys klubhus, siger Bent Smedegaard fra lokalpolitiet i Herning.

Kort tid efter anmeldelsen så det kvindelige vidne en sort bil køre fra stedet i høj fart, og da politiet ankom til stedet var de unge mænd over alle bjerge.
Selvom det hele hurtigt var overstået, så var skaderne omfattende.

- Selvom det hele skete på kort tid, så kan 15 unge mænd nå at smadre mange ruder, så der er smadret en del i stueetagen. Som det ser ud nu, så har vi blot registreret sagen som almindeligt hærværk, og vi har ikke hørt noget fra klubmedlemmerne i Black Army, siger Bent Smedegaard fra lokalpolitiet i Herning.

Politiet frygter ikke bandekrig
Lige nu har politiet ikke meget at gå efter, andet end det ene vidneudsagn.

- Vi leder selvfølgelig efter de 15 unge mænd, som vidnet har set. Men om det her handler om bandeopgør, narko eller simple drengestreger, det kan jeg simpelthen ikke sige noget om på nuværende tidspunkt, siger Bent Smedegaard fra lokalpolitiet i Herning.
 
Bent Smedegaard fortæller desuden, at naboerne til klubhuset på Danmarksgade har ikke udtrykt bekymring over hærværket.