15-årig redder familiens garage

Mandag formiddag gik der ild i en køleboks i en garage i Kibæk. Familiens handlekraftige teenager sørgede for, at hele garagen ikke gik op i flammer.

Det kunne have gået langt værre, da der mandag kort før middag gik ild i en køleboks i en garage i Kibæk. Af ukendte årsager opstod der ild i køleboksen, da den stod til opladning i garagen. Ilden udviklede en røg, som familiens 15-årige søn opdagede, da han sad alene hjemme på værelset.  

Han skyndte sig ud i garagen, hvor han uden at tøve fik køleboksen udenfor, inden han kontaktede brandvæsenet.

- Den brænder rigtig meget, da vi kommer derud, så hvis den var blevet stående derinde, havde den tændt alt omkring sig, siger Peter Kristensen, der er indsatsleder ved Brand & Redning MidtVest.

Teenagerens handlekraft er grunden til, at familien stadig har garagen, og det roser indsatslederen ham for.

- Vi synes, det er fint, når folk - og især unge mennesker - viser handlekraft. Nogle ville måske gå ind til naboen og stå og skrige, men det gjorde ham her ikke, så det skal han have ros for, siger Peter Kristensen.


Læs flere artikler fra Herning eller i kategorien 112.