13 brændte pengesedler blev brugt i forskellige butikker - nu er en mand anholdt

Politiet er nu ved at finde ud af, hvad der er op og ned i sagen.

I går ved middagstid modtog politiet en ganske usædvanlig henvendelse, som endte ud med en anholdelse.

Omkring klokken 13 blev de kontaktet af Nokas Værdihåndtering i Brøndby, der er et firma, der håndterer kontanter fra blandt andet butikker.

Firmaet undrede sig over, at de havde modtaget tusindkronesedler med brændte kanter fra fire forskellige forretninger i Herning. I alt 13 sedler med samme mærker.

- De syntes, det var mystisk, forklarer Bent Smedegaard fra lokalpolitiet i Herning.

Er sedlerne ægte?

Politiet undersøgte sagen og fandt ud af, at det var en 61-årig mand fra Herning, der havde betalt med de brændte sedler.

- Det ender med, at vi anholder ham i går aftes. Vi ransager og finder et større kontantbeløb, som vi beslaglægger, forklarer Bent Smedegaard.

Han fortæller, at politiet nu er ved at undersøge, hvorfor de store pengesedler er brændte, hvorfor den 61-årige har så mange kontanter på sin adresse, og om sedlerne overhovedet er ægte.

- Vi er meget interesserede i at finde ud af, hvad der er op og ned, slår Bent Smedegaard fast.


Læs flere artikler fra Herning eller i kategorien 112.