110 lærere samlet til idrætslærernes dag: - Vi har brug for nogle indspark

Over hundrede idrætslærere er samlet i Lind for at forbedre deres kompetencer, så idrætsundervisningen bliver endnu bedre.

Der er masser af dans, løb og kast på programmet i Alpi hallerne i Lind torsdag.

110 idrætslærere er nemlig samlet til kurset Idrætslærernes dag, som er et projekt, der skal give lærerne endnu bedre kompetencer.

En af de mange idrætslærere er Simon Eriksen, som underviser på Lindbjergskolen i Hammerum.

- Jeg synes, det er helt fantastisk, at vi får sådan en dag, hvor idrætslærerne mødes og sparer en masse med hinanden og får en masse inputs, som vi kan bruge i vores undervisning, for vi har brug for nogle indspark, siger han.

Det er Herning Kommunes Idrætsudvalg, der har modtaget en bevillig fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond, så idrætsdagen kan blive afholdt.

Lærerne startede dagen med at blive klogere på dans.
Lærerne startede dagen med at blive klogere på dans.
Foto: Pernille Leftes Niclasen, TV MIDTVEST

Idrætslærere mangler kurser

Dagen er fyldt med dans, kamplege og undervisning i idrætseksamen, og et af formålene er, at give lærerne flere kompetencer indenfor faget, så undervisningen bliver endnu bedre i Herning Kommunes folkeskoler.

Ifølge formand for Herning Kommunes Idrætsudvalg, Dorte Bundgaard Christensen, så mangler der nemlig flere kurser til idrætslærerne.

quoteIdræt er det tredje største fag i folkeskolen, så derfor synes vi, det er mærkeligt, at der ikke har været kurser.

Dorte Bundgaard Christensen, formand, Herning Skolernes Idrætsudvalg

- Vi har nogle idrætsrepræsentanter rundt på mange skoler i kommunen, og de har ytret sig mange gange om, at de ikke kommer på kursus, og idræt er det tredje største fag i folkeskolen, så derfor synes vi, det er mærkeligt, at der ikke har været kurser, forklarer hun.

Derfor er dagen vigtig for udviklingen, mener formanden.

- Målet er, at idrætslærerne kommer hjem med direkte aktiviteter, som de kan bruge i undervisningen, og dem skal de dele med deres idrætskollegaer, så vi håber på masser af ny inspiration, siger Dorte Bundgaard Christensen.

Det er første gang, at der bliver afholdt Idrætslærernes dag, men alle idrætslærere i Herning Kommune skal i løbet af de næste fem år på idrætskurser.