Jonas Vingegaard om styrt: - Troede jeg skulle dø

Tour-vinderen fik dødsangst efter sit styrt i foråret. Oplevelsen har ændret hans tilgang til karrieren.

20240702-124715-6-5013x3342ma
Foto: Marco Bertorello/AFP/Ritzau Scanpix

Det var ikke alene tanker om karrieren og førligheden, der fyldte Jonas Vingegaards hoved efter hans voldsomme styrt i Baskerlandet Rundt i april.

Den danske Tour de France-helt frygtede, at han skulle dø.

Det fortæller han på et pressemøde på Tour de Frances første hviledag i Orléans.

- Når man har så slemt et styrt, så genovervejer man, om det er det værd. Om man har lyst til at udsætte sig selv for den risiko, som der nu engang er.

- Det var så slemt, at jeg troede, jeg skulle dø. Da jeg lå der og troede det, så tænkte jeg, at hvis jeg overlever det her, så stopper jeg med at cykle.

- Nu sidder jeg så her, så det gjorde jeg ikke. Men det er helt klart noget, der har givet nogle tanker, om jeg havde lyst til at fortsætte med at køre cykelløb, siger Jonas Vingegaard.

Er blevet mere forsigtig

Han styrtede på en nedkørsel og lå efterfølgende på hospitalet i 12 dage for at komme sig over en række forskellige skader.

Oplevelsen har ændret hans tilgang til cykelkarrieren. Han er blevet mere forsigtig i løbene, men han mener ikke, at det skader hans chancer for at vinde.

- Førhen har jeg nok været nonchalant, fordi jeg altid har været god til at undgå slemme styrt og altid været god til at bremse ned i tide. På den måde har jeg tænkt, at det ikke kommer til at ske for mig.

- Nu skete det så, og det gjorde, at jeg er blevet forsigtig. Det kan man godt være, samtidig med at man kører med om sejrene. Jeg tænker mere over, hvornår jeg skal tage risici, siger Jonas Vingegaard.

Mod alle odds nåede han tæt på topformen til Tour de France. Her har fremstået ganske afslappet før og efter etaperne i den første uge.

Han har givet sig tid til at skrive autografer og få taget selfies med fans. Han har hilst på danske tilskuere og tager sig i højere grad tid til at svare på spørgsmål efter etaperne.

- Jeg føler, at jeg slapper mere af. Ikke at det har været noget problem før, men lige nu er jeg bare glad for at være i live og at være her til Tour de France. Så er det mere underordnet, hvordan det går.

- Jeg har en glæde ved at kunne sætte mig ud på cyklen hver dag. Jeg kan nyde det mere nu, siger Jonas Vingegaard.