Massiv hyldest til fratrådt overlæge: Rørt Fredberg klappet ud af sygehuset

Ulrich Fredberg var berørt og taknemmelig for kollegernes hyldest. Han siger nu, at han vil kæmpe videre for at bevise, at han ikke har gjort noget forkert.

Personalet sagde farvel til Ulrich Fredberg med flere minutters taktfaste klapsalver.
Personalet sagde farvel til Ulrich Fredberg med flere minutters taktfaste klapsalver.
Foto: Karsten Mortensen, TV MIDTVEST

Ansatte på Regionshospitalet i Silkeborg udtrykte mandag eftermiddag endnu engang deres store opbakning til ledende overlæge Ulrich Fredberg, der har måttet fratræde sin stilling efter beskyldninger om forkerte undersøgelser af patienter med mistanke om lungekræft.

Fredberg tilbragte flere timer på sygehuset for at sige farvel til personalet på alle afdelinger, og da han bagefter gik ud til sin bil, blev han modtaget af masser af kolleger, der i hvide kitler og blå operationsdragter var mødt frem for at hylde ham og tage afsked.

TV MIDTVESTs reporter Jan Ebbesen, der dækker sagen, beretter om flere minutters taktfaste klapsalver.

Foran Fredbergs faste parkeringsplads var der med kridt skrevet på asfalten: Ulrichs plads - reserveret på ubestemt tid.

Hovedpersonen selv var meget berørt over afskeden med det, han kalder Danmarks bedste arbejdsplads.

- Jeg er dybt taknemmelig, siger han.

Der var klapsalver i lange baner til den aftrådte overlæge.
Der var klapsalver i lange baner til den aftrådte overlæge.
Foto: Karsten Mortensen, TV MIDTVEST

Hård kritik i pressemeddelelse

Sagen begyndte for alvor at rulle, da Region Midtjylland udsendte en pressemeddelese, der i usædvanligt klare vendinger beskyldte den ledende overlæge for at have "modarbejdet at genoprette patientsikkerheden" og for store samarbejdsproblemer.

Regionen har siden trukket pressemeddelsen tilbage, men sagen om undersøgelser af patienter med lungekræft endte alligevel med at koste Fredberg jobbet, idet parterne indgik en fratrædelsesaftale.

Fredberg afviser at have gjort noget forkert. Han mener, at han blev tvunget til at gå, fordi han i flere sager har været kritisk over for regionens direktion. Udover at være overlæge er han også medlem af regionsrådet, og han mener langt fra, at det sidste punktum er sat i sagen.

- Man fremstillede en succes som noget som patient-risikabelt. Det er jeg ekstremt utilfreds med, og jeg mener reelt, at man skal ud og dementere det, så man ikke skræmmer patienterne, siger Ulrik Fredberg.

Regionens politikere blander sig normalt ikke i personalesager, men Fredbergs fratrædelse blev mandag helt ekstraordinært behandlet på et møde mellem regionens forretningsudvalg og direktionen i Hospitalsenheden Midt.

Fredberg ville gerne selv have deltaget. Det fik han ikke lov til, men det betyder ikke, at han stopper kampen.

- Jeg vil politisk forfølge den her sag og se, om det er fagligt og juridisk korrekt, at man kan fremstille et sygehus og mig som person som værende farlig for patientsikkerheden på så løst et grundlag, siger han.