Fredberg: Forskningsaftale blev aldrig rigtig til noget

Der skulle forskes i Fredberg og Diagnostisk Centers skanningsform, lød det fra Region Midtjylland i 2017. Men det forblev ved de gode intentioner, mener hovedpersonen selv.

Ulrich Fredberg er forhenværende ledende overlæge på Diagnostisk Center i Silkeborg.
Ulrich Fredberg er forhenværende ledende overlæge på Diagnostisk Center i Silkeborg.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

Det er snart tre uger siden, at Ulrich Fredberg fratrådte sin stilling som ledende overlæge på Diagnostisk Center i Silkeborg. En afslutning på en langstrakt uoverensstemmelse mellem ham og hans ledelse.

Sagen drejer sig ifølge ledelsen om samarbejdsvanskeligheder, fordi Fredberg ikke ville rette ind i forhold til brugen af en særlig skanningsform kaldet CT, som Diagnostisk Center i Silkeborg var blandt de fremmeste fortalere for en lav dosis af.

Men al virakken - håbede ledelsen - skulle stoppe med Fredbergs fratrædelse. Men sådan blev det ikke.

For efterdønningerne fortsætter. Nu skriver Jyllands-Posten, at den forskning, der kunne godtgøre, at Fredberg og Diagnostisk Center efter den 1. april 2019 afveg fra Sundhedsstyrelsens retningslinjer, aldrig blev egentlig aftalt, men at det ifølge Fredberg alene forblev ved en hensigtserklæring fra ledelsen i Region Midtjylland meldt ud i en pressemeddelelse i oktober 2017.

Koncerndirektørs indlæg opfattet som kritik

Det var professor Peter Vedsted fra Aarhus Universitet, der skulle forske i og dokumentere virkningen af lavdosis CT, som Diagnostisk Center brugte. Men et indlæg i flere medier fra regionens koncerndirektør, Ole Thomsen, blev angiveligt opfattet som en kritik af forskeren, fordi Ole Thomsen ville have en uvildig vurdering af studierne.

- Efter indlægget flyttede Vedsted til Grønland, hvor han begyndte nyt job. Så faldt næsten al forskning fra hinanden. Ingen bød ind på at overtage den, og vi kunne ikke løse opgaven, da Vedsted var vores eneste mand med tilstrækkelige forskningskompetence på området, siger Fredberg til avisen.

Over for ledelsen har du flere gange oplyst, at artikler var på vej. Hvorfor kom der ikke nogen?

- Der er ingen tvivl om, at jeg godt kunne ønske mig, at de gode mål og intentioner i aftalen var nået. Vi har arbejdet så hurtigt som overhovedet muligt. Det er ærgerligt, at det ikke kunne ske hurtigere, men sådan er det, når Vedsted ikke længere er ansat og skal skrive artiklerne ved siden af et andet job, fortsætter han.

Avisen har forsøgt at få hospitalsledelsens kommentar til Fredbergs opfattelse af forskningsaftalen, men uden held.