Efter sag om scanningsfejl i Silkeborg: 132 patienter er blevet tilbudt ny undersøgelse

Hospitalsenhed Midt har gennemgået 625 patientforløb fra Diagnostisk Center i Silkeborg. Som konsekvens er 132 patienter blevet scannet på ny. Otte af dem har fået konstateret kræft.

Når der rejses tvivl om, hvorvidt vi efterlever Sundhedsstyrelsens retningslinjer, skal det undersøges for at sikre, at alle patienter har fået den undersøgelse, de bør have, lyder det fra Claus Brøckner Nielsen, der er Lægefaglig direktør i Hospitalsenhed Midt.
Når der rejses tvivl om, hvorvidt vi efterlever Sundhedsstyrelsens retningslinjer, skal det undersøges for at sikre, at alle patienter har fået den undersøgelse, de bør have, lyder det fra Claus Brøckner Nielsen, der er Lægefaglig direktør i Hospitalsenhed Midt.
Foto: Sebastian Andreasen Rasch, TV MIDTVEST

Der er konstateret otte tilfælde af kræft, efter Hospitalsenhed Midt har tilbudt 132 patienter en ny undersøgelse for lungekræft. Det er resultatet efter en samlet gennemgang af 625 påvirkede patientforløb, som hospitalsenheden - der er en del af Region Midtjylland - netop har afsluttet.

- De involverede speciallæger har vurderet, at ikke alle patienter har fået den undersøgelse, som Sundhedsstyrelsen anbefaler i sin retningslinje. Vi har efterfølgende taget kontakt til de berørte patienter og tilbudt dem en fulddosis-CT, så vi sikrer, at alle patienter har fået den diagnostiske undersøgelse, som Sundhedsstyrelsen tilsiger, forklarer lægefaglig direktør Claus Brøckner Nielsen fra Hospitalsenhed Midt, som Regionshospitalet Silkeborg er en del af.

5:27
I kølvandet på Fredberg-sagen er der uenighed om konsekvenserne af Sundhedsstyrelsens retningslinjer.

Hospitalsenhed Midt har gennemgået i alt 625 patientforløb fra Diagnostisk Center i Silkeborg, fordi der i begyndelsen af året blev sået tvivl om, hvorvidt patienterne var blevet tilbudt den type CT-scanning, som Sundhedsstyrelsen anbefaler.  Sagen resulterede også i, at den ledende overlæge på afdelingen, Ulrich Fredberg, måtte fratræde sin stilling.

Lavdosis vs. højdosis-scanninger

Diagnostisk Center på Regionshospitalet Silkeborg indførte tilbage i 2016 lavdosis-CT, som et tilbud til patienter med vage symptomer på lungekræft. Dengang var tilbuddet en udvidelse i forhold til den vanlige røntgenundersøgelse, og Diagnostisk Center har gennem årene fundet flere tilfælde af lungekræft i tidlige stadier end landsgennemsnittet.

Men i april 2019 ændrede Sundhedsstyrelsen ifølge Hospitalsenhed Midt imidlertid sine retningslinjer, så patienter, hvor der er den mindste mistanke om lungekræft, nu skulle henvises til fulddosis-CT – da hverken røntgen, ultra-lavdosis eller lavdosis-CT af brystkassen er velegnet til udredning, når der er klinisk mistanke om lungekræft.

Diagnostisk Center med Ulrich Fredberg i spidsen fortsatte dog indtil marts 2020 med at give mulighed for henvisning til lavdosis-CT. Det skriver Hospitalsenhed Midt i en pressemeddelelse.  

Derfor valgte Hospitalsenhed Midt efter samråd med Styrelsen for Patientsikkerhed at gennemgå en række konkrete patientsager fra perioden april 2019 til marts 2020.

- Når der rejses tvivl om, hvorvidt vi efterlever Sundhedsstyrelsens retningslinjer, skal det undersøges for at sikre, at alle patienter har fået den undersøgelse, de bør have. Derfor valgte vi at gennemgå i alt 625 patientsager, siger Claus Brøckner Nielsen om baggrunden for gennemgangen.

2:23
Claus Brøckner Nielsen forklarer her, hvordan Hospitalsenhed Midt ser på sagen.

Fredberg afviser fejl

1:48
Eksperter tilknyttet Diagnostisk Center gik efter Fredberg-fyring - nu vil regionen have dem med igen.

Sagen om lavdosis-CT har givet både stor medieopmærksomhed og intern uro på Regionshospitalet Silkeborg. 

Nu har Hospitalsenhed Midt redegjort for forløbet med de 625 patienter. Otte tilfælde af kræft er fundet hos 132 af dem. Noget, der måske kunne indikere, at hospitalsledelsen havde ret, og Ulrich Fredberg tog fejl. Det mener han dog ikke selv.

- Redegørelsen bekræfter det, vi havde forventet, at man ikke ville finde en eneste ekstra lungekræft på grund af den her højdosis-CT, som de alle sammen er blevet indkaldt til siger han til TV MIDTEST og fortsætter:

- Nu er det sådan, at de fem (af de otte, red.) var nogle, man fandt med lavdosis-CT, så det er sådan set en succeshistorie. Derudover er der én, som man har overset på lavdosis-CT. Det er beklageligt, men det er umuligt at undgå fejl.

Så den her redegørelse, som Hospitalsenhed Midt har lavet, mener du ikke, er et udtryk for, at det, du gjorde i Silkeborg, var forkert?

- Nej. Tværtimod.

1:30
Ulrich Fredberg benægter ikke fakta. Han mener dog, at den taler til hans fordel.

Hospitalsdirektør: Patienter kan være trygge

Med gennemgangen er der skabt et endeligt overblik over, om alle patienterne har fået det tilbud, Sundhedsstyrelsens retningslinjer anbefaler. Samtidig er der taget hånd om alle de berørte patienter. Redegørelsen overdrages nu til Styrelsen for Patientsikkerhed, som skal vurdere sagen nærmere og drage konklusioner på baggrund af tallene.

- Patienter kan fortsat være helt trygge ved de undersøgelser og behandlinger de får på Hospitalsenhed Midt. I Silkeborg arbejder vi også målrettet sammen med centerledelsen om at genetablere arbejdsglæde og glæden ved at udvikle og give de bedst mulige tilbud til patienterne. Vi oplever, at både medarbejdere og samarbejdspartnere ønsker at medvirke til opgaven. Regionshospitalet Silkeborg er de seneste mange år blevet kåret til Danmarks bedste mindre hospital, og patienterne kan også fremover have tillid til, at medarbejderne hver dag arbejder engageret og giver dem den bedst mulige undersøgelse og behandling, siger Claus Brøckner Nielsen.

Hospitalsenhed Midt netop sendt den afsluttende redegørelse i sagen til Styrelsen for Patientsikkerhed. Det er nu op til styrelsen at vurdere sagen.