Efter fyring af Fredberg: Sundhedsøkonom går ind til dialogmøde med åbent sind

Onsdag eftermiddag er der møde mellem ledelsen i Region Midtjylland og det ekspertråd, der var tilknyttet den afdeling i Silkeborg, som Ulrich Fredberg blev fyret fra. Kjeld Møller Pedersen var en del af det råd.

Kjeld Møller Pedersen er professor i Sundhedsøkonomi og medlem af det Advisory Board, som trak sig, da Ulrich Fredberg blev fyret fra sin stilling på Diagnostisk Center i Silkeborg.
Kjeld Møller Pedersen er professor i Sundhedsøkonomi og medlem af det Advisory Board, som trak sig, da Ulrich Fredberg blev fyret fra sin stilling på Diagnostisk Center i Silkeborg.
Foto: TV MIDTVEST (arkiv)

Onsdag eftermiddag er der et møde i Silkeborg. Sundhedsøkonom Kjeld Møller Pedersen fra Syddansk Universitet kalder det et dialogmøde.

Et møde, som Hospitalsenhed Midt og Region Midtjylland har taget initiativ til. Et møde med det ekspertråd kaldet Advisory Board, som trak sig, da Ulrich Fredberg i slutningen af april fratrådte sin stilling som ledende overlæge på Diagnostisk Center i Silkeborg. Efter samarbejdsvanskeligheder og en overtrædelse af Sundhedsstyrelsens retningslinjer.

Men onsdag vil ledende skikkelser anført af koncerndirektør Ole Thomsen formentlig forsøge at få gruppen af eksperter med ombord igen. En gruppe, som den syddanske professor i sundhedsøkonomi var en del af.

- Jeg opfatter ikke situationen som konfrontatorisk.

- Jeg kommer til mødet med et åbent sind og ville aldrig drømme om at have krav med. Vi skal tale sammen og se, hvor det bevæger sig hen, siger Kjeld Møller Pedersen til TV MIDTVEST forud for mødet.

Ud over Kjeld Møller Pedersen har blandt andre formanden for PLO, Christian Freitag, og den tidligere direktør for Kræftens Bekæmpelse, Leif Vestergaard Pedersen, også siddet med i ekspertrådet, der i alt talte syv medlemmer.

Rådgivning og sparring

Siden 2009 har Diagnostisk Center haft ekspertgruppen tilknyttet afdelingen til rådgivning og sparring om behandlingsmetoder og udvikling.

Men i begyndelsen af maj trak rådet sig med følgende begrundelse fra seks ud af syv medlemmer:

- Det har næppe noget formål at fortsætte med et advisory board, som var Ulrich Fredberg idé som et forum for fordomsfri sparring omkring fornyelser i det danske sygehusvæsen.

Inden dagens dialogmøde - eller forsoningsmøde, om man vil - slår Kjeld Møller Pedersen da også fast, at samspillet ikke er for enhver pris.

- Medlemmerne (af ekspertrådet, red.) skal også have noget ud af det. Ligesom Diagnostisk Center. Det er en tovejsting, afslutter han.

Koncerndirektør vil gerne have ekspertråd med igen - hvis de vil

Ole Thomsen er koncerndirektør i Region Midtjylland.
Ole Thomsen er koncerndirektør i Region Midtjylland.
Foto: Sebastian Andreasen Rasch, TV MIDTVEST

Koncerndirektør Ole Thomsen er ad flere omgange nævnt som en central aktør i den her sag, der har fået en del opmærksomhed de seneste månder. Han erkender da også, at han er blevet klogere på kompleksiteten i den her sag.

- Vi ønsker en forståelse af begge parters synspunkter, og så må vi se, om vi kan bevæge os videre derfra, er hans udgangspunkt til mødet i Silkeborg onsdag eftermiddag.

- Vi vil drøfte med dem, hvad der er sket de seneste måder. Samtidig vil vi indvie dem i nogle udviklingsaktiviteter, hvis de vil, siger Ole Thomsen.