Fortæl mig om...

Fængselspræst spørger aldrig indsatte til deres dom: - Det er ikke mig, der skal tilgive eller dømme

Selv om man er kriminel og har grimme ting på samvittigheden, så er der tilgivelse at hente, mener fængselspræsten Inger Marie Mortensen.

Inger Marie Mortensen fra Brande er fængselspræst tre gange om ugen i Nørre Snede Fængsel.
Inger Marie Mortensen fra Brande er fængselspræst tre gange om ugen i Nørre Snede Fængsel.
Foto: Vibeke Nipper, TV MIDTVEST

For nogle kan det være utrygt at færdes blandt kriminelle.

Men sådan er det ikke for Inger Marie Mortensen fra Brande.

Hun er en spinkel dame på 75 år, men hun møder med stor fornøjelse kriminelle i fængslet i Nørre Snede.

- Jeg har aldrig været bange, og jeg kan godt lide de lidt skæve eksistenser. Mine forældre havde en købmandsbutik, og jeg er vokset op med, at der skulle være plads til alle, og vi talte med alle, forklarer fængselspræsten, der medvirker i programmet "Fortæl mig om...".

Student som 42-årig

Det var sent i hendes arbejdsliv, at hun besluttede sig for at blive præst, og det var på ingen måde planlagt.

Da Inger Marie Mortensen var 40 år, blev hun skilt, og derefter skulle hun til at finde ud af, hvad hun så ville med sit liv.

Hun havde tidligere arbejdet i en tøjforretning og på et kontor, men hun besluttede sig for at gå skolevejen og blev student som 42-årig.

- To dage efter blev min datter blev færdig, så vi satte huer på hinanden, fortæller Inger Marie Mortensen med et smil.

- Jeg er vokset op i Brande som kulturkristen, hvor vi heller ikke gik i kirke juleaften, fordi mine forældre ikke havde tid. Men jeg sang i kirkekor og fandt ud af, at jeg vidste meget lidt om kristendommen, så jeg søgte ind på teologi på universitet, forklarer hun.

Hun kæmpede sig gennem sprogfagene græsk, latin og hebraisk, men hun nød de andre aspekter ved studiet.

- Det var rart at blive mindet om næstekærligheden. Min egen tro er bestemt blevet forstærket og mere konkret med tiden, fortæller Inger Marie Mortensen.

Spørger aldrig indsatte ind til deres dom

Næstekærlighed og tilgivelsen er vigtige elementer i hendes arbejde som fængselspræst, og her føler hun, at hun har et godt budskab at give videre.

- I kristendommen er der stadig kærlighed at finde, og man kan få tilgivelse uanset hvad, man bærer med i sin rygsæk, og det har stor værdi, når man har forbrudt sig mod landets love og måske andre mennesker, forklarer hun.

Hun spørger aldrig, men hun ved, at der både er mennesker med domme for vold og sædelighedsforbrydelser i fængslet.

- Det kunne være svært, hvis ikke jeg havde præstekjolen på. Men det er Guds velsignelse og tilgivelse, som jeg kommer med. Det er ikke mig, der skal tilgive eller dømme, forklarer hun.

Ved siden af sit job som sognepræst i Skærlund Sogn, kommer hun i fængslet tre gange om ugen, og hun bliver både brugt og mødt med tillid.

- Jeg har tavshedspligt og skriver ikke noget ned, så du kan fortælle mig alt. Det en indsat ofte søger om, er at blive anerkendt for det menneske, man også er, så man ikke kun er en skide kriminel, uddyber Inger Marie Mortensen.

Se flere afsnit hvor journalist Vibeke Nipper møder mennesker, der blandt andet gør hende klogere på et brud med Jehovas Vidner, multiorgantransplantation og danskernes tillid.