Venstre-formand i Herning: Kristian er en hædersmand

Søren Meldgaard mener ikke, at Venstre i Herning selv var med til at trække tæppet væk under Kristian Jensen.

- En trist dag.

Sådan lyder det fra formanden for Venstre i Herning Kommune, Søren Meldgaard, efter at Kristian Jensen, der både bor og er valgt i Herning, lørdag meddelte, at han trækker sig som partiets næstformand.

Meldgaard siger, at Venstre i Herning begyndte med at kæmpe for, at Jensen skulle blive på posten, men til sidst nåede til den konklusion, at partiet er vigtigere end enkeltpersoner.

- Og det er jo dybest set den konklusion, Kristian også er nået frem til. Derfor er jeg også rigtig stolt i dag over, at Kristian repræsenterer Herning. Han har vist sig som en hædersmand - som en loyal Venstremand - ved at ofre sig selv for at få skabt fred i Venstre, siger Søren Meldgaard.

Satte partiet over sig selv

Da Venstre i Region Midtjylland tidligere på ugen holdt krisemøde i Pårup, var alle kommuneforenings-formænd enige om at kræve både Kristian Jensen og Lars Løkke Rasmussens afgang.

Søren Meldgaard mener dog ikke, at han dermed var med til at trække tæppet væk under sin kandidat.

- Jeg har været i dialog med Kristian undervejs, og som du selv hører, har Kristian allerede sidste søndag meldt ud over for Lars Løkke, at hvis han ville trække sig, så skulle Kristian nok også trække sig. Og jeg er rigtig stolt over, at Kristian har vist den loyalitet over for Venstre og sat partiet over sig selv, siger han.


Læs flere artikler fra Herning eller i kategorien Politik.