Ulrik Wilbek: Ellemann skal være formand

Foto: Charlotte Hansen, TV MIDTVEST

Ulrik Wilbek, borgmester i Viborg indrømmer, at formandsopgøret har været svært at være tilskuer til.

- Det er jo aldrig rart, men det er jo også sådan det nogle gange er i politik, siger Ulrik Wilbek.

Han er ung, han er begavet, intelligent, han er formidlingsstærk.

Ulrik Wilbek, borgmester, Venstre, Viborg

Men han er helt afklaret når det gælder, hvem der skal være den næste formand for Venstre. Det skal Jakob Ellemann-Jensen.

- Jeg synes, det ligger lige til højrebenet. Han er ung, han er begavet, intelligent, han er formidlingsstærk. Han er inde i politik på et meget højt plan. Han er en vældig dygtig fyr.

Det er snart to år siden Ulrik Wilbek blev valgt som borgmester i Viborg. Han har flere gange mødtes med både Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen.

Nu har de begge trukket sig. Officielt er Kristian Jensen fungerende formand ind til Venstres ekstraordinære landsmøde 21. september. 

Men reelt er både Løkke og Jensen fortid i Venstres ledelse. 

Læs også Dramatisk udvikling i Venstre: Løkke og Jensen trækker sig

- Jeg synes, det har været to fantastiske folk, vi har haft i spidsen for Venstre, og jeg har personligt haft et rigtigt godt forhold til dem. De har været mange gange i Viborg kommune, det har jeg været rigtigt glad for.

- Men jeg synes også, det var det rigtige tidspunkt. Der var simpelthen for meget uro i partiet. Og for at partiet igen kan komme først, så var det nok det eneste rigtige, siger Ulrik Wilbek.

Ellemann kan være formand i 20 år

Lige nu samler mange i Venstre sig om, at pege på Jakob Ellemann-Jensen som kommende formand. Og Ellemann er også favorit hos viborgborgmesteren.

- Så må han sammen med landsmødet sætte sit hold. Jeg synes personligt, der skal være to næstformænd, og jeg synes også det skal være næstformænd, som ikke går efter at blive formænd. Og det giver jo rigtig god mening, når Jakob er så ung, som han er. Han kan forhåbentlig være Venstres formand de næste 20 år.

Wilbek synes den ene af de to næstformænd passende kunne komme fra den kommunale eller regionale verden.

03:27 Luk video