Medlem af Venstres hovedbestyrelse: - Det er et udmærket tidspunkt, hvis vi skal have gjort rent bord

Marianne Bredal, medlem af Venstres hovedbestyrelse, opfordrer Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen til at trække sig fra formandskabet.

Marianne Bredal er medlem af Venstres Hovedbestyrelse.
Marianne Bredal er medlem af Venstres Hovedbestyrelse.
Foto: TV MIDTVEST

- Jeg tror desværre, at der er tale om en formand, der fuldstændig undervurderer styrken af det opgør, der er i hans bagland.

Sådan beskriver Marianne Bredal, medlem af Venstres hovedbestyrelse, situationen omkring Venstre lige nu, hvor de midtjyske medlemmer af hovedbestyrelsen tirsdag opfordrede hele formandskabet til at gå af.

Men det har Lars Løkke Rasmussen, der er formand i Venstre, tirsdag eftermiddag afvist.

Det ærgrer Marianne Bredal, der mener, at situationen til en ny formand og næstformand er inde.

- For at blive i Lars Løkkes metaforer – han taler om gløder på marken – så tror jeg faktisk, at der er tale om et bagland, der efterhånden i en årrække har forsøgt at holde ildebranden nede helt tilbage fra det seneste formandsopgør i respekt for, at vi var i regeringen, og at der skulle holdes sammen på tropperne. Nu står vi i en anden situation, hvor vi lige har haft et folketingsvalg, og vi er i oppositionen. Det er et udmærket tidspunkt, hvis vi skal have gjort rent bord, siger hun.

Længe undervejs

Marianne Bredal refererer til situationen i 2014, da Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen lå i åben krig om formandskabet i partiet.

Og de gløder på marken, som Lars Løkke Rasmussen henviser til, stammer ifølge Marianne Bredal tilbage dertil.

- Det er noget, der har været utrolig længe undervejs. Jeg kan selvfølgelig se nuancer, uden jeg skal referere til, hvad der er sket på mødet mandag. Men der er nuancer – nogle hælder til moderen, andre til datteren, og sådan vil det jo være. Men samlet set er konklusionen, at hvis vi skal samlet og helt tilbage og videre i partiet, hvor vi alle kan se os selv, så er det absolut nødvendigt, at vi får gjort rent bord og starter på en frisk, siger Marianne Bredal.

Hun opfordrer på det kraftigste Lars Løkke Rasmussen og resten af formandskabet i Venstre til at trække sig.

Men det betyder ikke, at hun eller resten af de midtjyske medlemmer af Venstres hovedbestyrelse har en afløser klar.

- Nu skal vi have en ting ad gangen. Der skal gøres rent bord, så kvalificerede kandidater kan komme frem, og der kan foregå en god, demokratisk proces til den tid, siger Marianne Bredal.

2:54
Se hele interviewet med Marianne Bredal, der fortæller om situationen i Venstre.