Løkke slår fast, at der aldrig har været et delt formandsskab i Venstre

Lars Løkke Rasmussen kalder det en myte, at der nogensinde har været et delt formandsskab i Venstre mellem ham og Kristian Jensen.

Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen følges ad til pressemøde i forbindelse med Venstres sommergruppemøde.
Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen følges ad til pressemøde i forbindelse med Venstres sommergruppemøde.
Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Magten i Venstre har aldrig været delt mellem formand Lars Løkke Rasmussen og næstformand Kristian Jensen.

Det slår Lars Løkke Rasmussen fast søndag aften i et interview med TV 2, hvor han for første gang i to uger møder pressen efter at have trukket sig som formand for partiet.

- Der voksede en myte frem om, hvad der blev aftalt mellem os, og jeg kan bare sige, at vi aldrig har haft et delt formandsskab. I Venstre har vi én høvding af gangen, lyder det fra Lars Løkke Rasmussen.

Opfattelsen i offentligheden har ellers siden 2014 været den, at Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen ved et ekstraordinært hovedbestyrelsesmøde delte formandsskabet i Venstre. Men det er altså lodret forkert, lyder det fra Lars Løkke.

- Jeg har lavet mange fejl i mit liv, og én af dem er, at jeg til pressen bagefter får sagt, at Kristian Jensen og jeg er Venstres formandsskab. Jeg tillægger ikke det ord nogen betydning, og vi har aldrig haft en delt ledelse i Venstre og skal heller ikke have det, siger den tidligere partiformand.

Ifølge TV 2s politiske analytiker Hans Redder talte Løkke i søndagens tv-interview meget om Kristian Jensen, selv om han ikke nævnte ham meget ved navn.

- Der er mange åbenlyse stikpiller til Kristian Jensen i det her interview, siger Hans Redder.

Det delte formandsskab er forbi

Opfattelsen af formandsskabet har været så udbredt, at der selv inden for partiet er blevet givet udtryk for magtdelingen.

Efter Venstres sommergruppemøde skrev Venstre-veteranen Claus Hjort Frederiksen for eksempel følgende på Facebook:

- På Venstres sommergruppemøde, som tegner Venstres politiske kurs blev det slået klart fast, at det er partiets formand og statsministerkandidat, som tegner Venstres politiske kurs. Det delte formandskabs tid er forbi, skriver Claus Hjort Frederiksen.

Fra Lars Løkke lyder forklaringen, at han ikke har været god nok til at tage forskellige rygter i opløbet.

- Der er blevet bygget nogle myter op, og det viser måske, at jeg ikke har været forsigtig nok med at få slukket gløderne, siger han.

3:17
I et interview med TV 2 satte Lars Løkke Rasmussen søndag aften ord på myten om det delte formandsskab i Venstre.